Stilsikker debut fra danske psychrockere
At kalde Black Light White Light debutanter er i virkeligheden en tilsnigelse, for den københavnske retroglade trio er garvede musikere med mange koncerter under vesten. De har udover den hjemlige andedam spillet i England, Sverige og på de højt estimerede festivaler SXSW i Austin og NXNE i Toronto. Derudover bidrager de bl.a. til Setting Son’s og Emma Acs’ musiske udladninger, så det er med andre ord en toptunet treenighed af velbevandrede og stilistisk sikre musikere, Black Light White Light er gjort af.
Og det kan i den grad høres, for Infrared Daylight er ovenud klar i sin udmelding, når det kommer til 60´er inspireret psykedelisk rock af den skæve, men samtidig særdeles melodistærke slags. Er man til moderne arvtagere af den psykedeliske bølge fra San Franciscos kystområde spundet ind i fængslende guitarriffs, basnoter med masser af groove og laid back døsige vokalharmonier, der veksler med mere slagfærdige punchlines, når den musiske kraft kalder på muskler og råstyrke, ja så er den sorthvidt kolorerede trio et godt bud på en vinder.
I flæng nævnes bands som Black Angels, Brian Jonestown Massacre, Dandy Warhols og Black Rebel Motorcycle Club, som musikalske paralleller til bandets tag på garagerock, retrospektiv shoegaze og gedigen 60´er psych med et overordentligt velsmurt twist af pop.
Det er dygtigt, gennemtænkt og veludført og Black Light White Light kan deres genre-metier til fingerspidserne, samtidig med at de implementerer deres inspirationskilder og de hovednavne de har supporteret gennem tiden fornemt, men det kan samtidig blive deres hæmsko, for det er indimellem uklart hvor bandets selvstændige identitet egentlig befinder sig. I hvert fald springer det i øjnene, at for hver gang et nummer afvikles, sidder jeg med en lille men signifikant bismag af noget ”hørt før” blot i adskillige andre konstellationer. Ikke desto mindre er der melodisk substans, hjerte, nærvær, tilbundsgående melodilinjer og tekniske formmæssige kvaliteter nok på Infrared Daylight til, at man er komplet ligeglad, når skiven spinder mescalinskævt, men alligevel elegant derudaf.
Det være sig den citar-anlagte åbner ”The New Line”, der stædigt æder sig ind i hjernebarken og bliver siddende med sine repeterende riffs, tamburiner og bredspektrede vokaler, der dovent men insisterende flyder rundt blandt instrumenterne. Eller de 12-strengede guitarer, der lægger en hypnotisk bund og nogle sydende fills og soli igennem det smittende cool og støvede western-nummer ”One Fast Move Or I´m Gone”.
”Either Way” er en tilbagelænet perle med et saftigt Farfisa orgel og uimodståelige inciterende guitarakkorder, der lækkert bidrager med en fyldig klangbund til et knaldgodt vers og omkvæd. Den reverbtunge ”The Militia” har også et knippelgodt omkvæd og et heftigt sugende groove.
Den medrivende støvrocker ”Faster Forward Rewind” kunne have ligget på The Sandmen´s gamle 80´er klassiker Western Blood, mens afslutteren ”Sinners” sagtens kunne være signeret Black Rebel Motorcycle Club og det kan vel kun være en ros til en flok debutanter.
Tilgengæld forbliver ”Returning Home” underlig uforløst, med sin stigende opbygning mod en finale, der aldrig indfinder sig, og den tyndbenede semiakustiske ballade ”The Dreamer” formår heller ikke andet end at kalde på en snigende gaben.
Det er dog heldigvis få øjeblikke af kritikpunkter på et ellers glimrende album, for Black Light White Light har lavet en særdeles solid debut og Infrared Daylight kan hermed anbefales folk med hang til ovennævnte bands og lyd.
