Som et buldrende tog i natten
Efter tyve studiealbums, en aktiv karriere på over 30 år og et hav af koncerter må man forvente en vis form for gentagelse, og risikoen for at køre på automatpilot og ende med at være en udpint anakronisme ligger lige for – især når man som Motörhead stædigt insisterer på at lyde fuldstændig som dengang i 80’erne, hvor Lemmy & Co. leverede det ene bragende monsterhit efter det andet. Hvis man forventer en øjenåbnende, inspirerende og uforudsigelig oplevelse, når man indløser billet til Motörhead, er man gået grueligt fejl i byen. Som AC/DC, Whitesnake og andre ligesindede rockikoner har Motörhead valgt at stå ved deres lyd – deres brand, om man vil – både fordi det er en god forretning, og fordi ingen i bandet ejer evnen til at spille noget som helst andet!
Aftenens koncert i Vega bød da heller ikke på nogen overraskelser overhovedet, måske lige bortset fra, at lyden ikke var så afsindig høj som den plejer at være. Bevares, de spillede stadig et godt over landsgennemsnittet, men slet ikke på det smertefulde niveau, der plejer at være standarden.
Settet lagde vanligt ud med ”Bomber” og en god nævefuld perler fra 80’erne, men det var først da ”Orgasmatron” blev leveret i en djævelsk tung version, at der begyndte at komme lidt fut på kedlerne. Lige præcis dette nummer spiller de ikke så tit live, og det grønne scenelys og med Lemmy som Djævelens Konduktør gav da også et tiltrængt skud diesel lige ind i de rustne tandhjul.
Efter at have sluttet hovedsettet med ”Killed by Death” og ”Iron Fist”, hvoraf førstnævnte er et af de allerbedste numre, der nogensinde er skrevet, kom trioen tilbage med de obligatoriske ekstranumre. Først en gudsjammerlig kedelig udgave af ”Whorehouse Blues”, der desværre udstiller Lemmys manglende evner som sanger, og dernæst de sædvanlige ”Ace of Spades” og afslutningsnummeret ”Overkill”. Og som Gasolins ”Rabalderstræde” er det nummeret, der bare ikke vil dø. Tre gange kickstarter Mickey Dee nummeret med bragende trommer, mens steptoskoplyset gør hvad det kan for at fremkalde et kollektivt epilepsianfald blandt publikum.
Der er ingen tvivl om, at Motörhead har komponeret nogle af de mest slidstærke numre, som man fik gode smagsprøver af denne aften. Men gik man skuffet hjem, eller med et smil på læben, er et spørgsmål om, hvad man forventer af et show med det legendariske band. Kommer man for at se giraffen, for at få sparket røven ud gennem stråhatten af et potent rockshow, eller for at se, om Lemmy har fornyet sig? Ad 1 er det vel nærmest ligegyldigt, hvordan de spiller, ad 2 var aftenen af jævn standard uden rigtigt at imponere, og ad 3 tør jeg slet ikke at forestille mig graden af skuffelse. Heldigvis tror jeg ikke, der befandt sig mange blandt publikum, der kom for at se andet end ikonet, og genopleve nogle af de mest klassiske rocknumre gennem bandets karriere (og ens egen ungdom). Og her fik man, hvad man kom efter, leveret af en mand på snart 66, en bøvet guitarist, der ligner et italiensk pizzabud, og en fandens effektiv mand bag trommerne, der er den eneste med energi og overskud nok til at give det hele den nødvendige vitaminindsprøjtning.
Én ting er dog sikker: Jeg kommer også næste gang, Lemmy slår et sving forbi. Så længe han kan banke klassikerne ud af sin slidte Rickenbacker, kommer jeg og drikker en skål til bandets ære og hyldest.
