Åbne landskaber og kuperet terræn
Daner-trioen Papir har med deres andet album Stundum, smidt en omgang langstrakt instrumental semi-improviseret psychrock med jazzet kant på gaden. Bag knapperne hos de tre instrumentalister står Jonas Munk, der selv bedriver psykedelisk stenerrock i Causa Sui og han har drejet en lyd, der passer som fod i hose på Papirs organiske rejser ud i kosmos ad snørklede, men også relativt enkle og stramme veje.
Can og Miles Davis omfavner ofte hinanden i bandets syrede univers og det skal man være en mere end habil musiker for at leve op til. Det er heldigvis tilfældet, for Papir spiller med overdreven bravur og musikalsk overlegenhed hele vejen. Vel kræver trioens tidsrøvende jamrock sin tålmodige og dedikerede lytter, når de kribler og krabler undersøgende rundt i psykedeliske fortællinger, der ofte munder ud i bragende flotte finaler og freeform jazzrockede overgange.
Der er oceaner af tid til at nå klimaks og en koncentreret insisteren på at udforske, hvor de respektive numre kan bære bandet hen. En søgen efter det himmelske riff og den bevidsthedsudvidende solo i samspil med en støttende og reflekterende bas og taktile trommer spillet let og løst, men uden den mindste rysten på hænderne.
God musik tar´ den tid, god musik skal ta´ eller finder nødvendig, synes at være mantraet og langt hen ad vejen er undertegnede helt med på idéen, men stundom mister jeg tålmodigheden en smule, taber interessen eller savner en mere stringent logisk tråd i de langsomt udviklende numre. Det er dog mere undtagelsen end reglen, for Papir er mestendels bemærkelsesværdigt gode.
Seek and Thee Shall Find, burde være mejslet ind i gutternes instrumenter, der synes at leve deres helt eget liv, som værktøjer mod en højere bevidsthed. Når skæringerne i ny og næ runder det lille tyve minutters mærke, er det selvsagt primært de lyttere, der finder krævende og omfangsrige kompositioner berigende, som vil juble. Den normelskende puritaner vil rastløst stå af på halvvejen, mens skiven altædende og repetitivt åbner sig, men de vil snyde sig selv for momenter, der tangerer ”ud af kroppen”-oplevelser.
Intuition og fællesskabsløftende lydbilleder frembragt af lige dele disciplin, legelyst og kompromisløs eksperimenteren er Papirs modus.
”Saturday” lægger f. eks. ud som tidlig Santana og hælder stille og roligt mod en ”Guns Of Brixton”-lignende dub-reggae, men inden længe skider Papir hul i konventionerne og parallellerne og bliver helt deres egne. Der er reminiscenser af stonerrock med et pænt skud jazz som bl.a. det tyske Colour Haze praktiserer, men Papir har alligevel en sikker egenidentitet.
”Sunday #2” har en lun Tortoise-feel over sig og ”Tuesday #1” lunter af sted i adstadigt tempo og bliver voldsomt hypnotiserende over tid med sine åbne jazzede trommer, henslængte guitararbejde og varme dybe repetetive basstrofer. Bandet må være særdeles spændende live – Roskilde 2012, Fru Øxner! – med deres lange lydrejser uden planlagt destination. Selve rejsen er målet, og der bliver malet med bred pensel.
Stundum trækker som tidligere nævnt ret store veksler på den slavisk konforme lytter, der normalt gør sig i mere skematisk bundne numre af en håndfuld minutters varighed, men folk med lyst til en tur i audio-kosmos, hvor snævre rammer er en forhindring for det fulde psykedeliske ridt, vil opleve store passager af bevidsthedsudvidende og ganske smuk vokalløs musik, drevet frem af egensindige, dygtige og kreative kunstnere, der godt nok skuer voldsomt tilbage, men aldrig forfalder til støvede replikaer af fortidens jam-psykedeliske scene.
