Interview: Freja Loeb

"Det er ikke for sjov jeg laver musik. Det er der mange der ikke helt kan sætte sig ind i den drivkraft, men sådan er det bare for mig. Jeg stopper ikke før jeg har nået alle mine mål, og der er mange, men det er selvfølgelig også nedslidende nogle gange, at brænde for noget så meget."

Gør det selv pigen

Freja Loeb er Danmarks nye power pop pige. Vi lærte hende at kende, da hun for godt to år siden leverede vokal til White Pony hittet “Down At Jimmies”, og nu er hun så klar som soloartist med debutalbummet Odyssey, der har fået glimrende anmeldelse rundt omkring. Hun har ben i næsen, og har holdt musikere og produceren Lasse Lyngbo (White Pony og Diefenbach) i stram snor. Hun har en klar idé om hvad der er god, og hvad der er dårlig musik, og samler det hele ganske flot i sit eget new wave/power pop miks.

Diskant: Hvordan var det at arbejde sammen med Lasse Lyngbo? Har der været en forskel, fra da I arbejdede sammen i White Pony?
Freja Loeb: Ja det har været to vidt forskellige ting. Tror ikke at det tog mere en 1 time at lave vokalen til “Down At Jimmies”, og det var sammen med Pato. Lasses og mit arbejde, var en komplet anden ting, eller rettere sagt to vidt forskellige verdener.

Diskant: Hvordan fungerede jeres samarbejde?
Freja Loeb: Jeg tror det har fungeret ligesom når de fleste andre musikere og bands er i studiet. Jeg har selvfølgelig været den eneste i bandet, og derfor også været alene med ansvaret om at få den lyd som jeg ønskede, så jeg har brugt rigtig meget tid på at tænke over præcis hvordan guitaren skulle lyde på pladen, og det samme med bas, trommer, keys og vokal. Det betød meget for mig at det blev præcis den sound jeg gerne ville have, og Lasse blev da også rigtig udkørt af at arbejde med mig nogle dage. Jeg blev også selv udkørt, men jeg kunne ikke sove om natten hvis jeg ikke fulgte min mavefornemmelse. Jeg kunne godt have nørdet i endnu længere tid med det hele. Derfor har jeg også en ambition om at producere min næste plade selv. Det at arbejde med lyd er en meget kompleks ting, og man kan aldrig forudsige hvad der er fedt med sikkerhed, før man er i studiet og prøver det. Nogle gange sker det med det samme, andre gange kan der gå dage før man “løser et nummer”. Tror at det er sådan med det meste kunst, det er jo egentlig ligesom fx. at male et billede. Alt skal harmonere på en måde der giver mening for en selv.

Diskant: Jeg har læst at du er fan af blandt andre The Jesus And Mary Chain, My Bloody Valentine, Suicide & The Velvet Underground. Hvor henter du inspiration til din egen lyd? Hvad syntes du er fedt ved disse bands, og kan man høre spor af dem i din musik?
Freja Loeb: Jeg har en bred musiksmag… Jeg går ikke op i genrer – hvis noget et godt er det godt! Er inspireret af gode sange og dem har de fire bands skrevet en HEL masse af!! Jeg ved altid præcist hvad jeg kan lide og ikke kan lide.

Diskant: Du har også sagt at din musik er inspireret af punk. Hvordan kommer det til udtryk i din musik?
Freja Loeb: ENERGI – ENERGI – ENERGI!! Selvom jeg har sagt at jeg har været inspireret af nogle forskellige punkbands, betyder det ikke at jeg nødvendigvis lyder som dem.

Freja Loeb har nået en del i sin karriere. Hun har allerede spillet på Roskilde og Spot Festival. Hendes single “Never Stop Coming Back” blev tidligere i år valgt som ugens uundgåelige på P3, og hun er blevet signet på det store pladeselskab EMI. Jeg er lidt nysgerrig på hvordan det har påvirket hende som artist at komme på et stort pladeselskab, og om hun har kunnet mærke et forventningspres.

Freja Loeb: Der er altid pres, men det gælder nok de fleste pladeselskaber – store som små. Og det er jo en del af det at blive signet. Det er stadig mig selv der presser mig hårdest. Den dag det er pladeselskabet eller en tredje, så ved jeg at jeg er på afveje. Mine ambitioner er tårnhøje. Det er ikke for sjov jeg laver musik. Der er mange der ikke helt kan sætte sig ind i den drivkraft, men sådan er det bare for mig. Jeg stopper ikke før jeg har nået alle mine mål, og der er mange, men det er selvfølgelig også nedslidende nogle gange, at brænde for noget så meget.

Netop det at holde fast i sin musikalske vision, er noget som Freja Loeb vægter meget højt. Der er krisetider i dansk musik, og netop derfor er man ifølge Freja Loeb i højere grad nødt til at holde fast i sit musikalske udtryk, og ikke lade sig diktere af pladeselskaberne eller andre.

Diskant: Hvordan synes du det er at være ny artist i Danmark, og er det noget vi kan gøre bedre?
Freja Loeb: Hvis man skal være lidt hård, er dansk musik nok lidt styret af en økonomisk krisetid, hvilket også kommer til udtryk i forhold til hvilket musik der bliver udsendt. Der bliver ikke taget lige så mange kreative chancer, fordi pladeselskaberne er bange for at tabe penge.
Jeg har bevidst kæmpet en hård kamp for at holde fast i mig selv og mit musikalske udtryk.

More from Perry MacLeod Jensen
07.07.13 – Kraftwerk – Orange Scene, Roskilde Festival
Der var ingen fejl i maskinen på Orange. Med gruppens vigtigste numre,...
Read More
0 replies on “Interview: Freja Loeb”