Mount Rushmore Safari er relativ nye på den danske musikscene, men har alligevel formået at spille en masse koncerter både i Danmark og i Tyskland, bl.a. med Kellermench (DK), Sterling (DK) og Coco Moon (US). Denne EP er en forløber for albummet, der forventes i efteråret 2012.
EP’en består af syv numre der vidner om fire fyre, der vil frem med deres musik. Overordnet er det en energisk omgang indie, der sparkes henover stepperne af klagende guitarer og forsanger Andreas Sorgenfrei. Både kælent, hviskende og lettere skingert smyger hans vokal sig omkring arrangementerne og fletter ind og ud af guitar, bas, keys og percussion, og på skæring tre en omgang mundharmonika. På trods af, at ”Hand that Feeds” lidt har en klang af noget man har hørt før, så er det et vellykket nummer og ikke mindst godt produceret. Mundharmonikaen spiller førsteviolin og starter og afslutter nummeret, og pakker det ind i melankolske toner.
Selvom det er forfriskende at Sorgenfrei tør lege med sin stemmes niveauer, så ville det være dejligt, hvis den lå i sit naturlige leje fra tid til anden og ikke blev vredet og drejet hele tiden. På EP’ens sidste skæring ”Falling” lyder Sorgenfreis vokal klart bedst i min optik, fordi den ikke forceres, men i stedet har et naturligt flabet flow. På dette nummer og det foregående ”Where it All Begins” får instrumenterne også mere råderum og der slækkes på tøjlerne, og det gør godt.
Alt i alt et udspil med potentiale – det bliver interessant at høre, hvad de fire kan opnå sammen med producer Søren Zahle, når det kommer til debutpladen.