First Aid Kit: The Lion’s Roar

The Lion's Roar er resultatet af en modnet svensk søster-duo, der nu også evner at fænge når de skruer ned for tempoet. De ti numre albummet består af hører hver og en til blandt First Aid Kits bedste sange, og kan holde kadencen, er de snart klar til at udfordre de største i genren.

First Aid Kit leverer sit hidtil bedste

De to unge svenske søstre Johanna Soderberg og Klara Soderberg på henholdvis 22 og 19 år, har allerede udgivet ep’en Drunken Trees (2009), der skruede forventningen skyhøjt op, og albummet The Big Black and the Blue, der gav jord under under fødderne igen. Med The Lion’s Roar er First Aid Kit bedre end nogensinde, og endnu en gang er der basis for at flyve af sted på de tos smukke vokalharmonier, der denne gang er produceret af Bright Eyes’ Mike Mogis.

Det nye album åbner med den fængende første single, der deler titel med albummet. Sangen lægger afdæmpet ud med en akustisk guitar og Johannas smukke vokal, for lige så stille at forvandle sig til et fuldt orkestreret popnummer, hvor den eneste anke jeg har, er, at nummeret måske er lidt for langt. The Lion’s Roar emmer af country og folk, og derfor er det også oplagt med en hyldest til nogle af genrens største i form af Johnny Cash, June Carter, Emmylou Harris og Gram Parsons som det sker på albummets anden skæring, kærlighedssangen ”Emmylou”. Et smukt countrynummer med masser af pedal steel guitar. I kategorien af up-tempo er også afslutteren ”King of the World”, der med håndklap, trompet, harmonika fylder rummet med lyd. Sangen er skrevet sammen med Conor Oberst, der også giver en vokal hånd med fra tredje vers. ”King of the World” hører til albummets svageste sange da den mandlige vokal hiver sin lyttere ud af det univers First Aid Kit har brugt de første ni numre til at skabe.

Tidligere har First Aid Kit været klart bedst på de numre, der var mest gang i. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. De to piger er tydeligvis modnet og nu mestrer de også de stille numre, hvor deres behagelige vokalharmonier står mere nøgent frem. To gode eksempler er de smukke ”Dance To Another Tune” og ”New Year’s Eve”. Oven i skal lægges, at teksterne ligeledes har fået et nøk i den rigtige retning. Som genren lægger op til, så er det altoverskyggende fokus på den ulykkelige kærlighed. Eller ligefrem tragiske, som på ”Blue”, hvor der bl.a. synges: “And the only man you ever loved / Who you thought was going to marry you / Died in a car accident when he was only 22 / And then you just decided, love wasn’t for you.’’

Live har søstrene ikke rigtigt imponeret hos undertegnede endnu – hverken da de spillede i Vega i 2010 eller på Roskilde Festivalen i 2009. Med The Lion’s Roar i bagagen får de endnu en chance når de atter indtager Vega. Det sker d. 11. februar.

More from Carsten Fjølner
Eels udgiver nyt album i januar
Man kan ikke beskylde Mark Everett at ligge på den lade side....
Read More
0 replies on “First Aid Kit: The Lion’s Roar”