Eminent sangskrivning i let kedsommelige arrangementer
Den danske sangerinde Ida Gard fik sit lille gennembrud i DR’s Karrierekanonen. Som sangskriver evner hun at berette med en indlevelse, der gør de relativt poppede sange til nærværende fortællinger med en betragtelig dybde. Samtidig skriver hun oftest med en stærk ironi, der forstærkes af den let blå-violette tone i vokalen, der fremstår som værende et sted mellem kedelig og afstandtagende til at være noget ganske særligt dragende og mystisk på den helt simple måde.
”On His Knees” omfatter alle forcerne hos Ida Gard, ”My Two Feet” er også blandt højdepunkterne ligesom den finurlige ”Nothing’s Wrong Song”. Lydbilledet kan dog i perioder blive en tand kedsommeligt, men det forstærker blot det positive indtryk, når Ida Gard pludselig rykker sig ud af zonen på f.eks. ”Daddy and I”, der i ny taktart og med et nyt lydbillede og en alternativ instrumentering skaber et fint afsæt for en glimrende sang.
Umiddelbart er den helt store styrke hos Ida Gard den fortræffelige sangskrivning. Hernæst følger den lidt særprægede vokal, der befinder sig et forunderligt sted mellem det køligt blåtonede melankolske og det små kedelige halvspinkle. Hvor jeg for alvor savner, at dette album havde fået et løft, er på produktions- og arrangementssiden, for når der gøres lidt ekstra og leges med udtrykket, så står Ida Gard og hendes sange endnu stærkere.
