The Foreign Resort søger nye veje
Jeg var meget begejstret for danske The Foreign Resort, da de debuterede for et par år siden med et album, der primært trak opmærksomhed fra udlandet. Den Cure-lignende guitarrock med den Robert Smith-lydende vokal, der dog hele tiden holdt sig respektfuldt på rette afstand af mesteren selv, så der stadig var tale om originalitet og personlighed, fængede gevaldigt i en stribe veldrejede kølige og dunkle numre.
Nu følger bandet op med en EP, der byder på lige dele videreførelser fra debutalbummet og nytænkte afretninger, hvor der prøves kræfter med en lidt mere utilgængelig lyd baseret på elektroniske flader og større og mere langstrakte passager.
Det er en smagssag, om det er den rette vej for The Foreign Resort, men det er nok afgørende for at skille sig ud fra den store garde af 80’er-helte, som de ellers risikerer at blive beskyldt for at læne sig for tæt op ad. Men ærligt talt var jeg gerne fri for ”Orange Glow”, der er en tand for elektronisk og synthesizer-syntetisk til min smag. Så hellere den klassiske lyd på ”Colleen” eller den dystre undertone på den iørefaldende ”Heart Breaks Down” med den lille simple inciterende guitar-trommerom.
Og for os der slet ikke kunne modstå debutalbummet, er ”Take a Walk” et skønt genhør med de kvaliteter, der for alvor fik The Foreign Resort til at træde ud fra mængden som et særligt glædeligt nyt bekendtskab på den danske rockscene.
Jeg må erkende, at The Foregn Resort skuffer mig med deres nye EP. Ikke fordi jeg ikke forstår, at de er nødt til at søge lidt væk fra den klassiske 80’er-Cure-lyd, for det er nok en nødvendighed. Men det er altså når den krukkede vokal får lov at udbrede de stærke melodier med skærende og klagende guitar-rastløshed som backup, at bandet fortsat markerer sig som værende noget ganske særligt.
