Fornemt andet udspil fra irsk sangerinde
Damien Rice’s tidligere sidekick Lisa Hannigan har med Passenger taget et stort skridt frem i forhold til debuten Sea Sew (2008) og begået et smukt album, der egentligt udkom sidste år, men som først har release i Danmark nu. Hen får hun hjælp af bl.a. Ray LaMontagne på albummet, men viser, at hun i den grad er klar til at stå på egne ben, og noget kunne tyde på, at hun er den, der er kommet bedst ud af ’skilsmissen’ med Damien Rice, der udover nogle kollaborationer (bl.a. med Ray LaMontagne) lader til at være gået helt i stå.
Passenger er produceret af ingen ringere end Joe Henry og de to har sammen skruet et album sammen, der handler om at rejse. De fleste af sangene er blevet til på den tour, der fulgte i kølvandet på den platinsælgende og Merecury Prize-nominerede selvudgivne debut. Allerede på første nummer, ”Home”, kan man høre, at der står et stærkere hold bag Passenger end der gjorde bag Sea Sew. Produktionen er knivskarp og Hannigans vokal smukkere end nogensinde. Den er mestendels blid og længselsfuld at lytte til, og passer derfor perfekt til tekstuniverset. ”Home” indledes med noget, der kunne være fra et Coldplay- eller Keane-nummer – og keyboardet, der er et gennemgående tema i det nummer gør, at netop de to hele tiden spøger i baggrunden.
På albummets øvrige numre er der skruet ned for det storladne, hvorimod tempoet ofte er højere end man ville have forventet af Lisa Hannigan. ”Knots” og ”What’ll I Do” er nærmest løsslupne i deres udtryk. Løssluppen kan man til gengæld ikke kalde ”O Sleep”, duetten med Ray LaMontagne, der er en vuggevise om at længes efter hinanden på afstand. Nummeret virker desværre lidt for iscenesat og kører bevidst på det pussenussede. Det er bare ikke sødt på den gode måde – men derimod på den klæbrige.
De fleste af numrene på Passenger er vellykkede, men der er også små fejlskud at finde. Alt i alt er det dog et skridt frem for den trediveårige irske sangerinde, der gerne må lægge vejen forbi Danmark snart. Hun var nemlig prikken over i’et når Damien Rice gave koncerter.
