God og gedigen mol-rock uden overraskelser
2:54 er opkaldt efter et Melvins nummer. Alene det gør mig nysgerrig og spændt. Der er dog langt til Melvins’ vingeskudte og originale sludgerock, men duoen gør det nu alligevel strålende på deres debut-EP Scarlet. Søstrene Colette og Hannah Thurlow trækker aner til postpunken, iblandet lidt popgotik og en knivspids punket fremfærd. Det Londonbaserede band skal efter sigende være hypet i hjemlandet efter deres limiterede debut-7´er ”On A Wire”, hvilket har kastet supporttjanser af sig for bl.a The Big Pink, Wild Beasts og slacker-støjrockerne Yuck. Alan Moulder og Rob Ellis står for henholdsvis mix og produktion, så baglandet er i orden.
”Scarlet” lægger suverænt for og definerer den sound som resten af udspillet er skåret af. Søstrenes instinktive fornemmelse for et catchy hook og en ren og uforstillet melodi, der rammer en på alle fire skæringer. Stemningsfulde low-key vokaler suppleres af tung postpunket bas og tykke, indimellem krasse guitarer og så klassiske rudimentære trommer, som de spilledes dengang Ian Curtis endnu havde sin gang på moder jord. Hele Scarlet oser i det hele taget af glæden ved den mørke musik, som den tog sig ud og som dominerede den engelsk/amerikanske scene for tre dekader siden.
”Wait/Awake” har et lidt mere uptempo omkvæd, der er voldsomt iørefaldende og som på galant vis undgår at falde i den sentimentale og klistrede popgryde. Guitarerne opbygger intensitet før der endelig gives los i det majestætiske omkvæd. På ”Got A Hold” spøger PJ Harvey, for den lyder som snydt ud af næsen på Polly anno Dry. Søstrenes lækre og sensuelt fyldige vokaler er insisterende og med et godt skud viljestyrke og girlpower – en sikker gevinst for duoens udtryk.
”Dawn” er en laber molstemt og meditativ afslutter, der er sovset ind i en tommetyk 80´er postpunk atmosfære, og det er ment positivt. Den brænder sig langsomt men sikkert ind i lytterens bevidsthed på scenisk vis.
2:54 opfinder på ingen måde den dybe tallerken. Alt synes hørt før og indgår i en tradition og genre, der er spillet til hudløshed, men de gør det knageme godt, de brave tøser af melankoli og dunkelheit. Teksterne er for så vidt heller ikke hverken synderligt ophidsende eller uforudsigelige, men omvendt heller ikke dilettantiske, så det er bestået og uden postulerede og hule pinligheder.
Scarlet har kørt på repeat mere end tyve gange og den er fortsat glimrende lytning, så numrene holder og tåler bestemt gentagelser, om end man ikke opdager nye sider fra gang til gang. EP´en er et godt eksempel på en solid og grundfast rock uden de store armbevægelser, men med materialet og håndværket i orden og styr på såvel virkemidler, som teknisk kunnen og flotte, dynamiske og vægtfulde vokaler.
