En ordentlig omgang Middle-Of-The-Road prog
Den progressive rock har vind i sejlene i disse tider, og til forskel fra 1990’erne er det igen blevet musikerne forundt, at blære sig uhæmmet på deres instrumenter. Den nye prog-bølge, som efterhånden har varet nogle år, har især gavnet eksponeringen af de ’store’ grupper som fx Dream Theater og Porcupine Tree, men også den ældre generations musik af fx Yes og King Crimson har fået fornyet opmærksomhed.
Spock’s Beard blev dannet i 1993 af brødrene Neal og Alan Morse. På trods af en lang række udgivelser siden debuten i 1995, er det lykkedes dem at leve en ganske anonym, men respekteret tilværelse i udkanten af prog-spektret. Den seneste udgivelse er denne koncertoptagelse som stammer fra deres eneste koncert i hjemstaten Californien på ”The X Tour” i 2010. Den indeholder måske noget af svaret på hvorfor det aldrig er blevet til det helt store kommercielle gennembrud. Forudsætningerne er ellers på plads: Hjemmebane, et velanmeldt album i ryggen og en god producer til at fange begivenheden. Musikken og fremførelsen fejler som sådan ikke noget, det er en fin fusion af fræsende rock, poppede og catchy melodier og de distinktive vokalharmonier som er et af gruppens særpræg. Selvom det på papirer fungerer, er der stadig noget sært uvedkommende over Spock’s Beard’s symfoniske prog-rock; mindre heavy end Dream Theater, mere eksperimenterende end Toto, men det lander et sted midt imellem. Det er nydeligt spillet og ganske flot sunget, men helt ufarligt og ind i mellem gabende kedeligt som på ”Edge Of The In-Between” og ”On A Perfect Day”.
Spilletiden på denne dobbelt-cd udgør tilsammen ca. 7 kvarter fordelt på 13 numre (incl. tromme og keyboard soli), der ind imellem trækker lange veksler på denne anmelders ører. Man kan ikke benægte, at Spock’s Beard udgøres af kompetente musikere og The X-Tour Live byder faktisk også på fornemme oplevelser. Kvintetten slipper endelig lidt vildskab løs i ”From The Darkness” med sine 17 minutter indeholder flere flotte passager, ”Kamikaze” er ren opvisning i keyboardkunst og ”Jaws Of Heaven” ender i et længere ridt over et ganske lækkert riff som skiftevis fortolkes af både guitar og keyboard. Det er ret så effektivt og ét af de øjeblikke hvor man roligt kan lukke øjnene og lade sig underholde af Spock’s Beard.
