Skrøbelig som en sort monolit
I 2008 startede guitarist Thomas Golzen et samarbejde med den rutinerede sangerinde Mia Lee Yun, som nu har kastet et indfølt og bevægende album af sig med otte sange, der hver især fungerer som tyste skumringssange på kanten af eksistensens afgrund, indhyllet i blåt stråleglans fra de interstellare kæmpestjerner, bandet har taget navn efter.
Genremæssigt er vi ovre i den traditionelle sangskrivning med et stærkt element af jazzet folk, man møder hos ligesindede som The Walkabouts, Nick Cave, når han er i sit romantiske hjørne og ikke mindst Cowboy Junkies med deres underspillede og semiakustiske folkrock. Yuns vokal har også samme afdæmpede kvaliteter som Margo Timmins, uden at de på nogen måde lyder ens.
Faktisk er bandet en oktet, men reelt er det sangerinden Mia Lee Yuns indfølende og klare klang, der leverer en stor del af den atmosfære, The Luminous Blue Variables bygger deres stemningsfulde musik på. Til at underbygge Yuns vokal lægger Ryuei Sasaki et fjerlet og elegant tæppe af vemod med sin cello, og til at skabe konturerne af de skrøbelige melodier tegner Golzen fine mønstre i sandet med et guitarspil, der mere antyder end tager teten. Bas og trommer føjer sig i perfekt balance ind i kompositionerne og skaber rammerne for de skrøbelige sange, der langsomt folder sig ud i et hypnotiserende, behageligt tempo.
Albummet er også udgivet i en vinyludgave, hvor der følger en usædvanlig flot booklet med, trykt på tykt papir, der giver de 16 sort/hvide illustrationer plads og dybde til at fortælle historien om den unge pige, der foretager en rejse, fyldt med symboler, med lyset som den store ledestjerne. I sin søgen efter identitet og substans, på grænsen mellem drøm og virkelighed, vækker tegneserien minder om den illustrerede udgave af historien om Den Lille Prins. På den måde knytter sangene sig til en gennemgående fortælling om at søge efter svarene på de store spørgsmål i livet, og jo flere gange man lader sig flyde med på Yuns smukke vokal og Golzens melodier, jo dybere ind i selvet og jo længere ud i rummet kommer man. Det er stille eksplosioner, der detonerer på The Magnetar Sessions, og man fyldes med en storm af billeder og associationer, når man har besøgt de massive stjerner med det magiske blå skær, tusind gange stærkere end solens lys.
The Magnetar Sessions er næppe en plade, der bliver spillet i radioen, og det er tvivlsomt, om bandet når bredt ud til publikum med deres følsomme og eftertænksomme musik. Men der er ingen tvivl om, at numrene vil lejre sig i sjælen hos lytteren, og der er i alle henseende tale om et lille mesterværk inden for sin genre. Og det kan varmt anbefales at købe vinyludgaven, som indeholder en ekstra dimension af den fortælling, The Luminous Blue Variables skaber på deres imponerende flotte debutalbum.
