Fint, velspillet……..og kedeligt.
Memoryhouse har på The Slideshow Effect flyttet deres spinkle transparente lyd fra debut EP´en The Years, i en mere countrypoppet retning. Duoens oprindelige kunstneriske projekt tog sit udgangspunkt i fotografen Denise Nuvion og klassisk musik studerende Evan Abeeles lyst til i fællesskab at lave et multimedie kunstprojekt, der tilgodeså og parrede instrumentale kompositioner med fotografier og kortfilm som en slags musikalsk fotosyntese. Metamorfosen var spændende og de to canadiere lykkedes nænsomt med blandingen af Novions bløde, æteriske stemme, bistået af Abeeles frosne tekstur-kompositioner, der tillige indeholdt en sans for det sentimentale.
Abeele er efter sigende dedikeret popmusik-encyklopædist og det kan høres på The Slideshow Effect, for det er en ren popplade med nik til country og dreampop. Skiven er væsentlig mere klar, ren og organisk i denne ombæring og retningen fra et sovekammerprojekt til et fuldt realiseret band er fuldført. Nouvions vokal tager også skridtet væk fra den rumklangsfyldte lyd hen mod en mere direkte og intim en af slagsen, helt uden tekniske gemmesteder og indpakning.
Når man står så rent frem på podiet, skal der være kvalitet i besyngelserne og her rammer Nuvion altså hurtigt muren, for selvom hun har en både fin og ren klang, er der absolut intet der vækker opmærksomheden. Kompositionerne er langt hen ad vejen i orden – selvom en vis middelmådighed indfinder sig hist og pist – men ikke mere spændende, end at man ønsker sig en mere karakterfuld sangerinde som f.eks. Margo Timmins eller Paula Frazer. De ville kunne løfte sangene gevaldigt op til noget ud over det elementære. Her ender det blot i glemsel-suppedasen, for Nuvion har for få strenge at spille på, til for alvor at gøre bekendtskabet interessant.
Efter åbneren ”Little Expressionless Animals”, der i vanlig stil slæber sig af sted med trommebeats og vokal, kun istemt lidt violin, kommer der pludselig lidt mere tempo på ”The Kids Were Wrong”, der minder lidt om Lali Puna i en opstemt glædesstund, dog med en fornemmelse af tragisk slagside som bisidder. Det gør at det poppede greb får en fin kant. ”The Kids Were Wrong” bliver eneste track, der stikker ud, for På ”All Our Wonder”er vi tilbage til tilforladelige basbeats, countryficeret lapsteel guitar og adspredt glockenspiel, som støtte til Nuvions adstadige og anonyme stemmebånd.
Og sådan lunter The Slideshow Effect af sted over ti skæringer, der ikke hverken rykker ved verdensordenen eller mit engagement.
Memoryhouse gør en dyd ud af at være forsigtige og nøjsomme med deres virkemidler og det er indimellem både smukt og sensitivt, men altså også jævnt kedeligt og uinspirerende. Duoens største problem er, at de lyder gennemsnitlige og jeg savner noget udslagsgivende, der for alvor sparker karakter ind i foretagendet.
