Talentfuld men ufarlig pop
Den danske sanger Christopher debuterer med albummet Colours, der nok lever op til sit navn, når det gælder den kulørte genre, men det gør nu ikke helheden specielt farverig, for den polerede pop-produktion tager store dele af kvaliteten ud af de af sangene, der rent faktisk har et interessant snit.
Udseendet og produktionen kvalificerer Christopher til at optræde på masser af plakater på teenage-pigeværelser landet over, og vokalmæssigt er det pænt, rent, nydeligt og aldeles ufarligt. De kommercielle mainstream-radiostationer kan slikke sig i mundvigen og glæde sig over nyt stort hitpotentiale, og det er der jo som sådan ikke noget negativt i.
For selvom du som læser nok har gennemskuet, at jeg ikke er helt pjattet med Christopher, så har jeg absolut intet at udsætte på hans evner som popsnedker og dygtig sanger. Det er stærkt gået at debutere med et så velskrevet debutalbum, der har hitpotentiale i mindst hvert andet nummer. ”Nothing In Common”, ”Mine, Mine, Mine” og ”Against The Odds” er i særklasse de stærkeste kort på den bane, og de skal nok skabe den unge mand masser af airplay.
Jeg har bare en fornemmelse af, at Christophers sange kunne få et langt mere jordnært og levende udtryk, hvis produktionen havde været mere levende, og hvis det var tilladt, at vokalen af og til skurrede en smule og den bløde og lyserøde overflade til tider blev brudt af bare små krusninger – og en større del af den farvelade, som albumtitlen ellers lover.
Danmark har i Christopher fået en ny stærk sangskriver. Danmark har også fået endnu en af de mange unge sangere, der ikke gør ret mange fortræd, og som i kraft af produktion og pænhed passer perfekt ind i den bløde masse, der gør de kommercielle popradioer ulidelige at høre på.
Kære Christopher – lad dine glimrende og velskrevne sange styre produktionen – ikke omvendt. Så tror jeg faktisk, at selv en mavesur mand i 30’erne kunne blive fan.
