Stener-monumentet over dem alle blev leveret ædende tungt
Inden stener-koryfæerne gik på scenen i Amager Bio med genrens indiskutable hovedværk Dopesmoker, skulle vi lunes af trioen A Storm Of Light, der denne aften var udvidet med en ekstra kvindelig guitarist. Brooklynbandet leverede en god times sæt, der var både tung, temposlæbende og ganske varieret – i hvert fald efter Sleep-parameter – men bandet lød for meget som et opkog af Neurosis og Isis uden at have noget synderligt personligt at byde på. Slægtskabet til Neurosis er ikke så mærkeligt for vokalisten Josh Graham laver visuals for netop Neurosis. Apropos visuals var de allestedsnærværende og virkningsfulde under A Storm of Lights sæt, men begejstringen faldt hen ad vejen, eftersom det var de samme tableauer af atombombesprængningers efterladenskaber, der hele tiden var i fokus. Gentagelse fremmer forståelsen, men her blev det en irriterende hæmsko, at skulle igennem de samme triste billeder om og om igen. Godt nok er parallellerne mellem visuals og bandnavn skåret ud i pap, men lidt variation af temaet ville have gjort mærkbart indtryk.
Kl. 22 indtog det californiske kongeband Sleep så scenen og selvom det stenede udtryk efterlader en med tanken om evig hashrus og omtågede nætter, hælder Matt Pike garanteret mere øl end røg indenbords, for han har efterhånden oparbejdet en gevaldig bajersæk. Den kom dog ingenlunde i vejen for de nedstemte og knæhøje bredsider, der med en blanding af fokuseret viljestyrke og skærende præcision blev skubbet og presset ud over bioens scene. Pike sled i guitaren som en jord- og betonarbejder og når man ellers oplever ham i selskab med High On Fire er det cool, at se ham i et mindre hæsblæsende tempo. Al Cisneros tullede op og ned af sin bas med både fast og løst greb og spil, mens han i ny og næ sang undseelige strofer. Vokalen var egentlig ligegyldig og fremstod blot som endnu et instrument.
Trommerne var ryggraden og taktstokken gennem hele forløbet og Jason Roeder gjorde det dæleme godt. Saftspændt og benhårdt arbejdede han sig op på et niveau, mange musikere ville give deres højre arm for.
Det to timer lange sæt var rammet ind af “Dopesmoker”, sĂĄdan at det timelange nummer ekstrakteredes fra start og blev bundet sammen igen til slut, mens brøddelen hovedsageligt udgjorde numre fra Sleep´s Holy Mountain, med en enkelt afstikker til det nye nummer ”Antarticus Thawed”. Selvom numre som ”Dragonaut”, ”Holy Mountain” og ”Sonic Titan” vitterligt er forskellige, kunne man godt opfatte koncerten som Ă©t langt slæbende los i bollerne, for det var som et par timer i en kværnende monoton skærsild.
Pike var som sædvanligt stadset ud med omvendt fortegn, for han var som altid i jeans og bar overkrop. Og netop hans krop viser, hvad den har været udsat for, for under tuscherne stritter som tidligere omtalt en velvoksen sæk frem. Det forhindrer dog ikke den galvaniserede metalmand i at drive de ondeste og tungeste riffs af sted ud over scenekanten og ikke på ét tidspunkt under den monstermassive stener-maraton lader han strengene hvile. Tværtimod får de tærsk af en anden verden og om det er en evil stepmom han tænker på, når han voldtager gribebrættet på sin seksstrengede, kan man kun gisne om, men tanken poppede op adskillige gange hos undertegnede.
Cisneros hypnotiserende basspil lagde et godt, indimellem næsten groovy vækstlag til de tunge guitarhug, der faldt som mursten fra Pikes hånd. men var der en der for alvor ledte musikken af sted, var det Jason Roeders energiske og monolitiske trommebask. Han var tæt på genial bag tønderne og afstedkom fortjent en del opmærksomhed med sit tordnende og stensikre spil. I ham har Sleep et kæmpeplus og Pike og Cisneros lod ham ofte føre takterne, lurende på hvor han nu ville hen. Sammenlignede man ham med Billy Graves fra A Storm Of Light var der ganske enkelt superklasse til forskel. Roeder var kontrolleret, men også udfordrende, idérig og balstyrisk. Han formede sine rytmer hen ad vejen som Merlin med tryllestaven. Sikke et aktiv han er for Sleep.
Omkring midnat takkede den mægtige trio af og forlod Amager Bios rystede mure med pussen raslende ned af væggene.
Sleep udøvede en kæmpe kraftpræstation og en unik koncert, der vil leve i min krop længe efter i går. Perfekt aften!!
