Lad og ligegyldig aften i selskab med fortidig storhed
Efter finske Swallow The Sun havde ledt os rundt i en god hĂ„ndfuld sange â primĂŠrt fra den episke Emerald Forest And The Blackbird â under et tre kvarters langt, sejtrĂŠkkende og ganske gedigent sĂŠt, var tiden kommet til Paradise Lost. Det er efterhĂ„nden 22 Ă„r siden bandet smed deres doom/death debut Lost Paradise og efter en svingende karriere med en del stilskift af mere eller mindre heldig genrependulering, dannede Lille Vega rammen om en koncert pĂ„ deres Tragic Idol tour. Det var nu ikke udelukkende den skive bandet tog udgangspunkt i denne mandag aften, og heldigt for det, for selvom netop det album er en glimrende tilbagevenden til fortidens meritter, er der altsĂ„ masser af gods spredt i deres efterhĂ„nden omfattende diskografi. Helt prĂŠcist numre fra ni album fordeltes pĂ„ den alt for korte koncert. NĂ„r man har sĂ„ meget materiale at plukke fra, er 55 min. reel koncert altsĂ„ for lidt at byde folk. Godt nok kastede de fire ekstranumre efter de mange fans â stedet var fyldt â men det ender pĂ„ smĂ„ 70 min og det er sĂžlle med tanke pĂ„ mere end tyve Ă„rs karriere. NĂ„r den korte koncert sĂ„ tilmed prĂŠsenteredes som et habilt, men ogsĂ„ ferskt rutineret arbejdsdont â just another day at the office â bliver det sgu for pauvert.
Paradise Lost er ellers mestre i at implementere store og stÊrkt iÞrefaldende ÞrehÊngere i deres gotiske metal med en snert af doom, hvilket mestervÊrker som Icon og Draconian Times til stadighed vidner om. Igennem Ärene er der landet en del svipsere fra englÊndernes hÄnd, sÊrligt deres flirten med Depeche Mode i sluthalvfemserne pÄ One Second, Host og Believe In Nothing var i min optik en eklatant fejl. Netop deres pendulering mellem gotisk doom og synthpop gÞr en koncert med Halifaxgruppen til en underlig blandet affÊre, som det ene Þjeblik sparker tung skÄnselslÞs rÞv, for det nÊste at gÄ sing-a-long-pop i bedste 80Žer synthpop stil. Skizofrenien blev ogsÄ evident denne aften, der gik fra rigtigt gode Þjeblikke med hovedet nikkende frem og tilbage som en dÞsig tumling, til en fornemmelse af at vÊre mÞdt op til den forkerte koncert ved andre.
Bandets blandede profil var egentlig meget godt visuelt fremvist, for pÄ scenen stÄr guitarist Greg Mackintosh klÊdt i camouflagebukser, alenlangt sort hÄr der nÄr ned til hans bagdel, tuscher og stereotyp heavyattitude, side om side med Nick Holmes, der er klÊdt i sorte jakkesÊtsbukser, stilren moderne sort skjorte og kortklippet kruset lyst hÄr, mens han halvhjertet forsÞger at opildne publikum med knytnÊver lÞftet i vejret og hey hey rÄb.
Koncerten Ă„bnede med âDesolateâ helt tilbage fra 1991ÂŽs Gothic og bandet forsĂžger da ogsĂ„ at vende tilbage til rĂždderne pĂ„ de seneste plader. Lyden var ikke i top, men omvendt heller ikke ringe. âWidowâ fra Icon overtager og her undrer jeg mig over, hvorfor netop det anonyme nummer fra storvĂŠrket er valgt, isĂŠr nĂ„r det bliver det eneste fra den skive. Senere rundes Draconian Times med det mĂŠgtige âForever Failureâ og det hĂžster aftenens stĂžrste bifald. Det bliver desvĂŠrre eneste indslag fra milepĂŠlen og hovedvĂŠrket og mĂ„lt pĂ„ publikums tilfredshed med netop dĂ©t nummer, burde bandet have plukket et par stykker mere fra det mesterlige album. PĂ„ nĂŠr Ă©n af de efterhĂ„nden mange gange jeg har set Paradise Lost live, har de âAs I Dieâ med pĂ„ sĂŠtlisten og den er vel noget nĂŠr en signaturssang for bandet, en uomgĂŠngelig sang der bĂžr vĂŠre til et PL-gig, men mĂ„ske det tabte paradis skal genoverveje hvorvidt den skal droppes, for Nick Holmes Ă„bner sangen med ordene: âsing a long folks â IÂŽm sick of it!â. Fair nok at bandet ikke gider spille deres 20 Ă„r gamle nummer, men sĂ„ lad det dog hvile i stedet for at smide sĂ„dan en svada ud til publikum â det er sgu dĂ„rlig stil drenge!
âThe Enemyâ fra In Requiem lukker det reelle sĂŠt og det bliver sammen med âPraise Lamented Shadeâ fra samme skive de bedste numre pĂ„ denne aften i selskab med et velspillende, men ogsĂ„ lettere ugideligt band, hvor isĂŠr Nick Holmes har travlt med at komme af scenen sĂ„ hurtigt, at du dĂ„rligt kan se hans rĂžv for fodsĂ„ler, inden han er backstage igen.
âOne Secondâ starter de fire encores, der vanen tro lukkes med den overvurderede poprocker âSay Just Wordsâ og sĂ„ er den potte ude.
Paradise Lost spillede gedigent og fejlfrit, men ogsÄ helt uden nerve, engagement og personlighed og efterlod mig med fÞlelsen af, at touren skal kÞres igennem, sÄ der falder mÞnt pÄ bandmedlemmernes respektive konti!
Ăv, og en sikker ommer til de glimrende sangsnedkere, der mĂ„ levere en vĂŠsentlig bedre koncert nĂŠste gang de besĂžger KĂžbenhavn â i hvert fald hvis jeg fortsat skal mĂžde op.
