Ex Confusion: Embrace

Det er midler til at meditere, og muligheder for at gå på opdagelse i ens egen indre verden, Omori tilvejebringer med disse ti ambient numre. Men om det er vellykket, er fuldstændig op til den enkelte lytters evne til at vende blikket indad.

En japaner i en konkylie

Ex Confusion (EC) er den japanske ambientkunstner, Atsuhito Omori, og med Embrace lægger han sit andet album ud i den pulserende virkelighed – måske i et forsøg på at dæmme op for den vibrerende storbypuls og den daglige, hektiske jagt efter det næste skud adrenalin. For på overfladen sker der så godt som intet på Embrace. Lytter man lidt efter, begynder konturer af stemninger at vokse stille frem, men det foregår i samme hastighed som elskov mellem to skovsnegle.

Albummet består af ti kompositioner, som alle står som selvstændige stykker med en begyndelse og en slutning, men man mister hurtigt fornemmelse for både tid og rum, når man først er blevet indfanget af Omoris lydunivers. Instrumenterne er primært samplede og langtrukne guitarsløjfer samt klassisk piano. Der er faktisk ikke de store effekter i det elektroniske landskab, alting stiger og falder i takt med tidevandet, bortset fra ganske få steder, hvor pianoet slår et forsigtigt anslag og skaber antydningen af et mønster.

EC er udkommet på det Californisk-baserede selskab n5MD, som også har et beslægtet navn som SubstractiveLAD. Men hvor SubstractiveLAD trækker kompositionerne ud under en skælvende himmel, forsvinder EC i noget nær et lufttomt rum.

Hvis man virkelig kan tune sig ind på de fløjlsbløde og hyperambient kompositioner, er der sikkert mulighed for at skabe overvældende indre billeder i alle mulige sammenhænge, og det er sikkert også det, der er Omoris hensigt med sin musik. Det er midler til at meditere, og muligheder for at gå på opdagelse i ens egen indre verden, Omori tilvejebringer med disse ti ambient numre. Men om det er vellykket, er fuldstændig op til den enkelte lytters evne til at vende blikket indad. Egentlig er det som at holde en konkylie op mod øret – man aner, at der er noget, men det er sært uhåndgribeligt.

Written By
More from Carsten Meedom
Victor Démé: Deli
Med sin underspillede, nogle gange sludrende vokal fremmaner Démé ørkenbilleder af liv...
Read More
0 replies on “Ex Confusion: Embrace”