Jonas Munk: Pan

Pan´s motoriske analoge synthesizere fylder meget – også lidt for meget – og selvom de varme, indimellem næsten svimlende bevidsthedsudvidende droner bestemt har gode sider, kan jeg bedst lide Munks soloudspil, når han blander sine stonertoner ind i elektronikken.

Blandet affære fra musikalsk begavet odenseaner

Jonas Munk er en travl musiker. Udover sit virke som anerkendt producer og sine gøremål i bands som Manual, moderbandet stoner/jazz/krautrock-outputtet Causa Sui og projektet Chicago Odense Ensemble, driver han El Paraiso Records, der bl.a. huser det stærke instru-band Papir.

Dette er Munks første soloudspil og egentlig en naturlig forlængelse af hans fortid og nutid, for albummet er en blanding af elektroniske elementer – selvfølgelig spillet med 30+ år gamle synthesizers – og mere organiske instrumenter som den elskede nedstemte stonerguitar. Personligt finder jeg Pan mest interessant, når de to dele blandes i et og samme nummer, som i albummets ubetinget bedste skæring ”Current”, der åbner helt Colour Haze’sk med repetitive guitarpickings, der over tid iblandes herligt distortet grumset klassisk stonerguitar helt i Kyuss’ ånd og udtryk. Den sound mødes af bløde rummelige og varme synths, der snart moduleres og sendes af sted som snurrende keyboardhvirvler. Hi- hats lægges på og det hele munder ud i syrede guitareskapader – simpelthen et kick af et nummer, der bare vokser og udvikler sig gennem små ni minutter – sådan skal musik skæres!

Også ”Orca” er forrygende med en nærmest Elektrojuice’sk synthbund. Der lægges flere og flere nuancer på som nummeret skrider frem. Solvarme guitarstrofer spredes over den syntetiske bund, mens der hældes lidt smukke psykedeliske guitarornamenteringer i bøtten undervejs. Som et psykedelisk ridt op mod solen i al dens pragt.

”Blue Dawn”s ambiente bølger af synth tilsat mågeskrig og naturlyde siger mig til gengæld tæt på ingenting. Det samme gør sig gældende på den drømmerejse-lignende ”Senses”, der i mine ører lyder som et klichéfyldt tag på den tidligere så populære new age musik.

Det tidsmæssigt sparsomme titelnummer lyder som en kollaboration imellem Robin Guthries smukke guitarlinjer under Cocteau Twins signaturen og Christian Fennez varme sensitive summerfeel. Desværre er det af uvisse årsager så kort, at det næsten synes forbi før det for alvor er begyndt – ærgerligt.

”Schelling” og ”Sea Of Orange” tager sig til gengæld god tid, og hvor førstnævnte er bragende smuk i al sin underspillede vælde, er sidstnævnte slet ikke sin spilletid værdigt, for selvom ambientens fornemste opgave er at gå i et med tapetet, sker der altså for lidt her. Det bliver for simpelt, og der mangler både dynamik og udvikling og jeg kigger efterhånden mere på uret end jeg lytter med.

Pan´s motoriske analoge synthesizere fylder meget – også lidt for meget – og selvom de varme, indimellem næsten svimlende bevidsthedsudvidende droner bestemt har gode sider, kan jeg bedst lide Munks soloudspil, når han blander sine stonertoner ind i elektronikken.

More from Thomas Steen Jensen
13.04.22 – Psyched Up Janis – Viften, Rødovre
“Nu går vi lidt tilbage i tiden”, sagde Sune Wagner midtvejs i...
Read More
0 replies on “Jonas Munk: Pan”