The Dandy Warhols: This machine

Ved første lyt er This Machine på alle måder en behagelig, let spiselig og pænt iørefaldende melodibombe, men ved nærmere bekendtskab lurer kedsomheden og det oppustede ingenting under de to håndfulde poprockede indiewannabees uden synderlig sjæl og nerve.

En Dandy Downer

“It went by so fast
And now I wanna go back
And that’s why I’m living in the past, I,
I used to be cool
I used to be a fool
Too cool for rules now
Too cool for school

Cause I used to be tough
I used to play it rough
Before the storm took a skit”

Den tekst tilkendegiver vel egentlig essensen af Dandy Warhols problem, for de var engang alt det de synger om, men i 8. ombæring ‘postmoderne rock’ er den melodiske gas gået grundigt af ballonen. Et nummer som det nærinstrumentale ”Alternative Power To The People” lyder ved første ørekast umiddelbart både cool og hipt, men ved nærlyt er det en tom og indholdsløs – indimellem decideret enerverende – paradekørsel uden hverken vægt eller eksistensberettigelse. Og sådan gælder det for så vidt for det meste af skiven, der én for én lyder helt okay, men alligevel falder tungt til jorden hen ad vejen. Ideerne er for tynde, melodierne ligeså og spillelysten virker lad og bærer præg af venstrehåndsarbejde.

Enkelte steder går det dog godt bl.a. på den neddæmpede og rigtig fine ”Well They´re Gone”, der ikke er så coolfaktor-ivrig men blot tager sig tid til en flot sang med harmonika og adstadigt tempo. Samme ros kan tilfalde den anthem-rockede ”Rest Your Head”, der leverer en klassisk rocksang uden lir og hipster-attitude, men i stedet fokuserer på et stort og gedigent omkvæd.

Grelle eksempler er den decideret pinlige ”16 Tons”, der forsøger sig som en Nick Cavesk urban blues og den joviale blæser-rocker ”I Am Free”, der lyder som et affaldsprodukt fra Snow Patrol. På ”Seti Vs. The Wow! Signal” høres slægtskabet til The Brian Jonestown Massacre med en syret rock’n’roller, der er som et ormehul tilbage Stones Let It Bleed. ”Don´t Shoot She Cried” er psych/spacerock, der forsøger at ånde Spiritualized i nakken, men misser totalt.

Ved første lyt er This Machine på alle måder en behagelig, let spiselig og pænt iørefaldende melodibombe, men ved nærmere bekendtskab lurer kedsomheden og det oppustede ingenting under de to håndfulde poprockede indiewannabees uden synderlig sjæl og nerve. Nu har Dandy Warhols altid haft tendens til distanceblænderi, men de har alligevel indimellem haft et sideløbende melodisk fundament, der løftede bandet op på et stade, hvor man gad forholde sig til deres sange. Denne gang er jeg skiftevis kold, indifferent og i længden en smule irriteret over det manglende engagement og melodiske omhu. De vil mig ligesom ikke rigtig noget for alvor, når de laller genre-pendulerende derudaf og dermed vil jeg heller ikke dem.

Et album til glemmebogen

More from Thomas Steen Jensen
Ungdomskulen: Secrecy
Mathpop eller progpop er bare to prædikater, man kunne smide efter trioen,...
Read More
0 replies on “The Dandy Warhols: This machine”