Opsigtvækkende og forunderlig dansk debut
Et sted mellem jazz, vise, folk og rockmusik. Sådan beskriver Spillemændene sig selv i forbindelse med denne overraskende og opsigtsvækkende debut-EP fra den danske sekstet. Nicolai Elsberg er en central del af gruppens lydbillede med sin dybe og næsten messende vokal, der leverer de fortællinger, som arrangementerne kredser omkring.
Ellers er der både tilsat blæsere, sav m.m., når Spillemændene skaber de ganske særlige stemninger, der ofte ligger på et tungsindigt melankolsk sted – men altid med et lyst twist af humor, samtidskritik og tekstmæssige overrumplinger, der alt sammen står ganske stærkt i Nikolaj Nørlunds produktion.
Det er allerbedst – faktisk helt sublimt – på ”Mosekonen”, der er en fremragende beretning om at søge det, som måske findes. Stemningsmæssigt er nummeret fortættet af håb, længsel og drømmende melankoli på en dyster men samtidig håbefuld måde. Tekstmæssigt byder nummeret på de små overraskende krumspring, og arrangementet er på samme tid afdæmpet og voluminøst. Dette nummer er faktisk et helt lille mesterværk i sig selv. ”Træmanden” holder næsten samme niveau, og her har sekstetten fat i en glimrende opbygning fra det helt rolige og intime til det eksplosivt energiske mod slutningen. Og samtidig holder bandet fast i såvel arrangement som udtryk og melodi, og det gør denne fine og meningsfulde sang til noget helt særligt.
”Mine Medmennesker” har en lidt lettere stemning, omend vokalen stadig giver det lidt tunge og dystre udtryk. Det lettes dog gevaldigt af den lysere tone og den mere tydelige humor. ”Kernetræsvinduerne i Aldersro” har måske albummets mest fantastiske titel, men her bliver arrangementet en tand for tungt, dystert og stillestående til min smag. Omvendt med ”Man kan ikke bare stå og se jorden gå under”, som er på nippet til at være lidt for hektisk i sit arrangement. Det er fint at høre den mere tempofulde side af bandet, men det er ikke her, at de leverer deres stærkeste side.
Generelt har Spillemændene skabt en EP, der er højst bemærkelsesværdig, og som bestemt bør vække opsigt. Fortælleglæden er i centrum, og bandet evner at skabe et lydbillede, der til fulde bakker fortællingerne op i et modsætningsfyldt univers, hvor det dystre og tungsindige bliver tilsat et twist af humor og lys. Det giver et helt specielt produkt, som på sine bedste steder er på et meget højt niveau.
