Den matte stjerne på Orange
Både The Cure og Bruce Springsteen har været soundtracket til mange Roskilde-gængeres teenage-soundtrack, men danske Mew har i mindst lige så høj grad udgjort et lydtapet til de barometer-lyttende teenageværelser, for den generation der efterhånden har vokset sig voksne. Selvom Mews stjerne ikke skinner som den klareste på himlen i det store udland, er det alligevel en af de tydeligste på den musik-stjernehimmel der kan skimtes fra Roskilde Dyreskueplads, og derfor var Mew helt fortjent sat som hovednavn på årets festival.
Eftersom bandet ikke har udgivet andet end opsamlingen Eggs Are Funny de seneste 3 år, blev Mews 90 minutter på Orange Scene en gennemgang af gruppens største hits, fra den stærke tre-trins raket med Frengers, And the Glass Handed Kites samt No More Stories…, som kildemateriale. Umiddelbart var der lagt op til en smuk nat på Orange, men oplevelsen var desværre for rutinepræget, og uden meget af den magi som “the Orange feeling” ofte giver koncerter på Roskilde Festivalen.
Bandet virkede simpelthen kedelige uden nye numre til samlingen, og hvis man har set de danske drømmepoppere før, fik man ikke noget nyt ud af koncerten. Tværtimod blev gamle tricks, som den omarrangerede ‘156’, genbrugt, og egentlig ville jeg hellere høre den originale udgave, end den ellers smukke version, som bandet har spillet i rigtigt mange år.
Bandet forsøgte sig ellers med lidt ekstra-gimmicks, i form af spøgelser der skulle genoplive Jonas Bjerre, efter han kastede sig død om i ‘Snow Brigades’ sidste takt-slag. Det virkede dog lige så fjollet, som guitarist Bo Madsens ligegyldige solo i ‘Introducing Palace Players’. Tværtimod var trompettonerne fra årets danske musiker Bo Rande meget smukke, og farvede ‘Comforting Sounds’ og det nye nummer, der afsluttede koncerten, ganske smukt.
Men da Mew nåede til ekstranumrene, der bestod af de ellers stærke ‘Introducing Palace Players’, ‘Speciel’ samt det nye nummer, var koncerten allerede afsluttet. Bandet sluttede nemlig hovedsættet af med den altid smukke ‘Comforting Sounds’, og når det nummer er spillet, er en Mew koncert slut. Basta! Man fristes til at kalde det et selvmål, men dog et utrolig smukt et af slagsen.
Med Mews mange hits, kan en nat-koncert med dem på Orange Scene, ikke være en fiasko. Der er bundniveauet simpelthen for højt, men bandet virkede en smugle rådvilde, uden nyt materiale at læne sig op af, og et nyt album er i den grad tiltrængt, før den klare stjerne kan skinde igen.