Stilfuld stilforvirring
Til at starte med kan man godt blive lidt i tvivl om hvorvidt Lakei ved, hvilken lyd de går efter, men det vigtigste er som bekendt, at det lyder godt, og det gør det heldigvis.
Lakei starter med at overraske helt fra første gang, vokalen indtræder på deres debutalbum Konspirasjoner, for det er da virkelig sjældent, denne anmelder har hørt sludge-/postmetal sunget på norsk, men det er ikke desto mindre hvad der er tilfældet på Lakeis numre; de har valgt at holde sig til deres modersmål. Det tunge, slæbende åbningsnummer ”Ansikter” vidner om, at det er et godt valg, bandet har truffet. Tyngden og vreden fungerer rigtigt godt og gør nummeret til et af de bedste på albummet. Dog er både ”Banesår” med sine hvinende guitarer og den mørke, næsten urofrembringende ”Despot” også sange, der er mere end vellykkede.
Bedst som man tror, man har forstået at man her har med en udelukkende tung lyd a la Isis og Neurosis at gøre, bliver man dog i tvivl: På ”Budbringer” er tempoet slet ikke nær så tungt og omkvædet nærmest noget, der minder om en ørehænger, hvis man kan tale om den slags i denne genre! Ligeledes er ”Sarkofag” ovre i et noget andet tempo og har mere dødsmetalkarakter over sig, uden helt at være det. Det interessante ved denne stilforvirring er at det faktisk er gjort med stil; albummet hænger på trods deraf godt sammen, og bandet virker til at have styr på hvad de vil, stort set hele vejen i gennem Konspirasjoner.
Kun få af numrene lever ikke op til standarden på de førnævnte sange, men det er ikke noget, der ødelægger indtrykket af, at Lakei er et spændende og ikke mindst lovende band, som forhåbentlig lader høre fra sig igen, og meget gerne på norsk.
