Gode takter skuffer lidt mod enden
The Walkmen har tidligere fået den ære, at blive kurateret af The National på May´s Crossing Brooklyn Ferry Festival. Forståeligt, for de nærmer sig efterhånden Matt Berninger & co’s lyd. Hamilton Leithauser har dog en lysere, mere angloficeret vokal end Berninger, og The Walkmen spiller generelt mindre knugende og sammenbidt end nationalisterne. Siden den ypperlige Lisbon er der denne gang skåret mere til benet, skruet ned for det mere rockede og muskuløse udtryk og der er overordnet mere knaphed i New Yorkerne. De respektive numre spilles med stor intimitet og selvom inderligheden altid har rådet i amerikanernes univers, er Heaven The Walkmens til dato mest stille album i instrumental henseende. Bare lyt til ”Line By Line”, aldrig har den begavede kvintet været så minimalistisk, kun serveret med ensom guitar og tør vokal i forholdet 1:1. Sangene holder generelt fin standard og har både ynde og integritet, men er alligevel mere blodfattige end tidligere. Det er kultiveret og behændigt arrangeret, men jeg mangler den saft og kraft, bandet ejede til overflod på Lisbon.
Heaven er ellers støbt i samarbejde med ypperlige folk, for udover at Phil Ek (Fleet Foxes) har produceret, bistås bandet af fornemme gæster som Cocteau Twins´ Simon Raymonde og Fleet Foxes´ Robin Pecknold og Morgan Henderson. Deres bidrag er dog ikke synderligt opsigtsvækkende på skiven, rent faktisk var det gået mit øre forbi, var det ikke for albumsleevets oplysninger.
Det store kardinalpunkt på pladen er de to i røven af hinanden følgende fremragende sange ”Heartbreaker” og ”The Witch”. Førstnævnte har rent faktisk stort hitpotentiale med sit herligt iørefaldende omkvæd, mens sidstnævnte udgøres af et djævelsk svedigt orgel, der ville have gjort Nick Cave misundelig, og et saftigt, ondskabsfuldt groovy lydbillede, der klæder de ellers lidt tilknappede melankolikere. Mere af det. Om den mere optimistiske og afklarede sound er et udtryk for, at samtlige bandmedlemmer er blevet fædre må stå usagt, men selvom Leithauser besynger sin kærlighed til sin datter på ”Song For Leigh”, er det altså et mere sympatisk træk end et egentligt godt nummer.
Heaven har adskillige gode numre, men pladen dykker som den skrider frem. Således er første halvdel fornem, mens anden del lader en del tilbage at ønske. Alligevel er Walkmen garanter for høj kvalitet og når de er gode, er de tæt på verdensklasse.
