Æstetikerne Sigur Rós tilbage i storform.
Efter Jónsi´s soloalbum Go er moderbandet Sigur Ros endelig tilbage efter fire års albumpause.
Egentlig havde jeg afskrevet de storladne islændinge efter deres sidste album Með suð í eyrum við spilum endalaust , for den kovending Sigur Rós tog med kortere og enklere melodier, blev et underligt ligegyldigt, konventionelt og ordinært udspil, der på ingen måde retfærdiggjorde fortids storhed. Pladen var milevidt fra hovedværkerne Ágætis Byrjun og ( ) og selvom Takk… drev lidt rovdrift på netop de to album, var den alligevel klasser over ovennævnte seneste udgivelse. Med Valtari er Sigur Rós tilbage på det spor, bandet er elsket og anerkendt for og nykomlingen emmer af fornyet spilleglæde, højstemte og sindssvagt smukke numre, der giver gåsehud ny mening. Episke forløb fordelt over 54 minutter, formelle sangstrukturer lades i stikken, ja i langt strækkende passager, giver naturelskerne køb på traditionelle sange til fordel for både tungtvejende og emmende yndefulde atmosfære-stunder.
Få kan som Sigur Rós slippe af sted med den opskrift, men bandet gør det sublimt vedkommende her. Kvartetten beskriver selv deres sound som; En lavine i slow motion, og det er bestemt ikke helt ved siden af. Valtari betyder som bekendt damptromle, men jeg synes nu albummets lyd og numre er langt mere lette og yndefulde, end det billede, den association frembringer. Eksempelvis titelnummeret, der over små ni minutter lader en sidde med en blandet følelse af nærvær og hengivenhed og samtidig en fornemmelse af, at der ikke sker en hujende fis. Zero fremdrift, men en sanseløst berusende slo-mo voldtægt af dine inderste følelser og intime sanser, sat af englekor, glockenspiel og keyboards. Fejende flot og med enorme vidder af atmosfære og emotioner.
Visse sange på albummet går langt tilbage i tiden. Både ”Dauðalogn” og ”Varðeldur” er sessioner fra Takk… men de lyder heldigvis på en gang både friske og identificerende. Grundlæggende er albummets lyd og kompositioner båret af en besnærende blanding af sensitiv minimalisme og grænseløse studier udi nuancer og detaljerigdom.
Skivens absolutte centerstykke er den tårnende smukke og majestætiske ”Varúð”. Her bliver man mindet om, hvorfor man elsker islændingene og deres sans for dramatisk frapperende forløb, der fejende flot omfavner både krystalliske sfæriske scenarier og voluminøse bragende crescendoer med misundelsesværdig selvfølgelighed. ”Varðeldur” er derimod Valtari´s mest underspillede og elegante øjeblik.
Jónsi´s heliumsfyldte englefalsetvokal er fortsat en ubestridelig styrke hos bandet og formår på blændende vis, at fungere som deltagende instrument, helt uden at fjerne fokus fra musikken. Den er i perfekt sync med det instrumentelle apparat og løfter musikken til et komplet hele af billeder og stemninger. Hør bare hvordan ”Dauðalogn” stiger mod stjernerne qua hans sensitive og sensible stemme. Et stykke musik af himlen simpelthen.
Måske minder Valtari mest om ( ), for den vælger det underspillede frem for de katarsisfrembringende finaler, der også er en del af Sigur Rós signaturlyd og identitet. Her er musklerne holdt i ave hele vejen til mål, lige med undtagelse af ”Varúð”, og det resulterer i et af det højæstetiske orkesters smukkeste og mest helstøbte udgivelser.
