The Pond: The Pond

The Pond er fuld af overraskelser og små charmerende musikalske afstikkere. Det er ikke dem alle, der virker, men Kathryn Williams formår både at skabe charme, intensitet og cool lounge-stemninger på dette eksperimenterende projekt-album.

Kathryn Williams med eksperimenterende legesyge

Kathryn Williams har i allerhøjeste grad skiftet den klassiske singer/songwriter-stil ud på sit nye projekt The Pond. Liverpool-artisten har samlet et reelt band sammen med Simon Edwards og Ginny Clee. Førstnævnte var blandt hovedfirgurerne i Fairground Attraction, mens Ginny Clee dels har været med i duoen The Dear Janes samt fungeret som vokalist i utallige sammenhænge med prominente kunstnere i mange varianter.

Nu er de altså samlet i The Pond, der nok er Kathryn Williams projekt, men som fremstår som en band-udgivelse. Sangene er i høj grad velskrevne, og de er både varieret og overraskende arrangeret. Til tider er de elektroniske elementer i fokus, mens Williams’ folk-baggrund andre gange er tydelig at høre.

Albummet åbner med elektro-indie-skæringen “Carved”, der udmærker sig med sit særlige kor, mens det er mere poppet og dermed også ufarligt på den pæne “Circle Round a Tree”. “The River” har eksotisk klingende strengeinstrumenter og moderne beats, og man kunne nærmest fristes til at kalde det for en cool slags longe-folk. “Pass Us By” er folkpop med charme og blød kant, mens det er tilbagelænet, blåt og melankolsk på “The Art of Doing Nothing”.

Mod slutningen af albummet finder man “Hard Shoulder”, der rummer både en cool ukulele-bund og flæbende blæsere, der på funktionel og fornem vis understøtter den triste kærlighedssang. “Evening Star” er pæn pop på en forunderlig lydmæssig baggrund – og tilsat en skøn mundharpe, og overraskelserne fortsætter på albummets afslutningsnummer “AIM”, der har en lækker trip-hoppe stemning med harmonika og et glimrende arrangement.

Midtvejs på albummet finder man de mere anonyme numre som “Memory Let Down”, “End of the Pier” og den spøjst rap-betændte “BeBop”, der ikke rigtig falder i min smag, og som således trækker helhedsvurderingen i den forkerte retning.

The Pond er fuld af overraskelser og små charmerende musikalske afstikkere. Det er ikke dem alle, der virker, men Kathryn Williams formår både at skabe charme, intensitet og cool lounge-stemninger på dette eksperimenterende projekt-album.

Written By
More from Morten Wamsler
Gasblå: Fabrikken
Der er mange om buddet på den danske pop/rock-scene, og når alt...
Read More
0 replies on “The Pond: The Pond”