Højkvalitet og nærvær i tæt parløb
Bag det nystartede danske pladeselskab, El Paraiso, står bandet Causa Cui med blandt andre Jonas Munk, som også sidder i produktionsstolen. Det der i 2011 startede som en platform for Causa Cuis eget materiale og andre ligesindede bands, er efterhånden blevet en vildvoksen plante, der knopskyder i flere forskellige, og yderst interessante retninger – uden at tabe fokus på det væsentligste omdrejningspunkt: nemlig produktets kvalitet på alle niveauer. Derfor er alle vinyludgivelsernes omslag på El Paraiso trykt på genbrugspap, og alle t-shirts er produceret af økologisk bomuld, samtidig med at musikkens kvaliteter taler for sig selv.
Næste knopskydning på El Paraiso er trioen Sun River, som består af Jonas Munk på guitar og Jakob Skøtt på trommer, begge Causa Cui, som suppleres med den elegante og delikate sanger, Martin Rude, der også spiller bas og guitar.
Causa Cui er i udgangspunktet instrumentalt, ligesom de ligesindede i Papir, som også udkommer på El Paraiso, og med Rudes vokal vokser der en ekstra dimension ind i musikken hos Sun River, der får den til at splintres til atomer og vokse sammen igen som en genfødt enhed af sublim kunst og rudimentært velvære og nærvær. Gennem ni skæringer skabes en nærmest jazzet folk med en elegant balance mellem fint og følsomt fingerspil på guitaren, Rudes nærværende vokal, der trækker tydelige veksler på Jeff Buckleys karakteristiske intensitet, og momenter med den smule kant og elektrisk nerve, der får det hele til at eksplodere som små psykedeliske blomster på nethinden. Lyt især til den 7. skæring “Lights over the Well”, hvor det hele går op i en højere enhed.
Stilen ligger i klar forlængelse af det småpsykedeliske, halvfjerdseragtige folkrock, som var så almindeligt dengang, og som i forskellige sammenhænge så småt er ved at blive genopdaget hos eksempelvis Iron & Wine og My Morning Jacket (uden sammenligning i øvrigt).
Det karakteristiske ved Sun River er deres insisteren på melodiernes kvaliteter, samtidig med en knivskarp og fyldig lyd i produktionen, der får lytteren til at forsvinde i rent velvære og får dopaminproduktionen op i gear.
Hvad bringer Sun River så med ind i det 21. århundrede med deres småpsykedeliske folk? Først og fremmest en bevidsthed om melodiernes grundlæggende kvaliteter, men også en distancering til det naive udtryk, der ofte sniger sig ind i de politisk bevidste slagsange i 60’ og 70’ernes folk med det pussenussede guitarfingerspil og blomsterkranse på hovedet. Hos Sun River har man taget kvaliteterne fra den folkmusik, man helt tydeligt og bevidst bygger på, og lægger en overbygning på med en kras fornemmelse af lige præcis den sitrende nerve, der skaber nærværet og tilstedeværelsen i musikken – også for en lytter anno 2012.
Man bliver i strålende godt humør af at lytte til Sun River; det er som at flyde på en halvkølig flod en varm sommerdag med udsigt til græssende køer, som nøgne kvinder springer buk henover. Musikken er døsig på en behagelig måde, og som små trædesten i floden sætter Jonas Munk elektriske strømhvirvler til og skaber den spænding, der får det hele til at falde på plads og folde sig ud. Flot, og med et imponerende krav om kvalitet, der bringer troen på den gode melodi tilbage i fuldt flor.
