Lovende debut i svær balanceøvelse
Danske Lima Lima er et band, der kredser omkring sangerinden og sangskriversken Ulla Pihl, der debuterer med en samling sange, der har masser på hjerte, og som har sine helt klare kvaliteter. Men selvom Lima Lima befinder sig et sælsomt sted mellem det poppede og udadvendte og det mere indierockede og indadvendte, så lykkes det kun næsten for Ulla Pihl og co. at få de forskelligt rettede genreblandinger til at smelte sammen.
Undervejs er jeg lidt forvirret over, om vi er på vej i retningen af noget Oh Land-agtig dansabel pop, eller om vi nærmere skal skue mod den norske indiepop-scene med navne som eksempelvis Briskeby. Og det kan jo både være et stort plus og et lille minus, at et band umiddelbart er svært at sammenligne med andre. Positivt fordi det bringer nyt til den efterhånden gennemtærskede popscene – negativt fordi det giver en svær indgang til albummet. Og netop hos Lima Lima synes jeg, at den store kvalitet ligger i de sange, der er mest ligetil. ”Bloody Game” har et sikkert og bevidst drive, der giver en solid energi og kant til den ellers let tilgængelige melodi. Det samme gør sig gældende på ”Happier”, mens ”Call Girl” tenderer de samme kvaliteter, men måske er en smule for glat på overfladen.
Lima Lima balancerer samtidig på den skarpe kant mellem de personlige og dybt følte beretninger og den udadvendte og festlige stemning. Det er en balance, hvor det er vanskeligt at opfylde alle krav på samme tid, og det virker som om, at Lima Lima lidt for ofte forsøger dette. Resultatet bliver bedst, når der på det enkelte nummer vælges side, og når det står klart, om udtrykket skal være feststemt eller følelsesladet. Derfor bliver albummet et lovende og fint et af slagsen, men samtidig mangler jeg lige det allersidste på hvert enkelt nummer, der hæver det fra gennemsnittet. Enkelte gange undervejs viser Ulla Pihl og resten af bandet, hvor højt potentialet er, men der er stadig et stykke vej, før det er helt indfriet.
