Industrikvarteret med farve og identitet
Onsdag
”Pis. Vi står i den forkerte kø”. Det opdager min ven efter vi har stået der i femten minutter. Bevars, dette kan ikke bebrejdes Flow Festival. Faktisk er deres skiltning eminent og sågar flot. Det er tvært imod alkoholindtaget, der driller. Det er åbningsdagen, hvor et (for mig ukendt) finsk singer/songwriter-projekt skal spille. Nå jo, og så en af tidens mest hypede artister – fra omtrent de samme breddegrader som de kære finner – kendt som Bon Iver. Førstnævnte bliver simpelthen misset på bekostning af at varme op som en ægte finne. Timerne inden bliver nemlig brugt på øl, sauna og den farlige folkelikør salmiakki.
Godt bedukket kommer jeg endelig ind på området, hvor kun en scene er tilgængelig i dagens anledning. Nokia har rullet festivalens største sponsorat ud med en større lounge med DJ’s og bar samt det aflange blå telt kaldt Nokia Blue Tent. Jeg ser frem til koncerten efter at have set Justin Vernon & co. på den dersens festival hjemme i Danmark. I fuldskaben bliver min spænding dog pludselig vendt til irritation. Finnerne står som stenstøtter og lader sig ikke begejstre det mindste! Hvor er fællessangen? Hvor er jublen? Lighterne? Bon Iver kæmper sig igennem et sæt der minder om det på Roskilde – blot uden samme indlevelse. Det ottemands store orkester udforsker de to albums i mere storladne versioner uden at ødelægge essensen af sangene. Skuffelsen forbliver dog stadig, og jeg smutter videre ind i Helsinki for at finde en fest et andet sted.
Fredag
Lad mig uddybe hvilken størrelse Flow egentlig er. Udover onsdagens åbningskoncert finder Flow sted fredag-søndag på et tidligere industriområde 5-10 min fra centrum i Helsinki, Finland. Det er den hurtigst voksende festival i Finland og rummer ca. 15.000 mennesker pr dag. Undervejs støder jeg flere gange på tesen om, at Flow samler samtlige hipsters, der skulle findes i det birke-fyldte land. Der er ingen campering, og folk kommer derfor udelukkende for musikken. Det sætter krav til musikprofilen, hvis man vil sælge billetter. På Flow lever de i højere grad af at sælge enkeltdagsbilletter end så mange andre steder – hvilket skulle vise sig at være ganske uheldigt for Flow, da to af de allermest interessante artister på fredagens program desværre måtte aflyse. To navne jeg i øvrigt selv havde kalkuleret med at opleve.
Den 68-årige Ohio legende Bobby Womack har kræft, og den er blevet værre. Derfor aflyser han desværre resten af sin turné. To dage tidligere mister albumaktuelle Frank Ocean sin stemme i Norge og aflyser derfor også sin koncert. Gode råd er dyre, når man mister to af sine headliners, og Flow ser sig nødsaget til at refundere datoens endagsbilletter til alle, der skulle ønske det. Et faktum der desværre godt kan mærkes på menneskemængden sammenlignet med de efterfølgende dage.
Det lader mig dog ikke slå ud og dagens første koncert står på psykedelisk drone inspireret musik fra Sun Araw. Bag aliaset gemmer sig Cameron Stallones og hans ønske om at tage elementer fra solstrålende musik som reggae, afrobeat mm. og putte det ind i hans eget loop-baserede improviserede univers. Live er de to mand høje med guitar, loopmaskine og elektroniske remedier. Koncerten foregår på Voimala. En ældre forladt fabrikshal, der er blevet omdannet til spillested med 5 storskærme på tværs i rummet. Foran den midterste skærm er scenen og derefter nogle hundrede stole, hvor folk høfligt sidder og lytter til musikken. Cameron Stallones gør det klart, at alle de siddende mennesker virker intimiderende på ham, men det virker faktisk utrolig godt med en siddende koncert takket være Sun Araws psykedelisk visuals.
Derefter finder jeg min vej frem til pladsens største scene, der meget opfindsomt er navngivet mainstage. Her skal en af mine franske musikhelte spille med sit orkester. Yann Tiersen klinger for de fleste på Jeunets 2001-succes Den fabelagtige Amélie fra Montmartre. Det er som regel også, hvad folk forventer at høre, når de møder op til Tiersens koncerter. Yann Tiersen insisterer dog på at være musiker i den klassiske forstand frem for filmkomponist, og det cementerer han og bandet ved at gå på scenen og lægge ud med synthesizers. Derefter står koncerten mest på musik fra det glimrende luftige 2011 indie-album Skyline. Folk er som altid overraskede – men positivt. Tiersens sans for at skabe en særegen atmosfære i hans musik er eminent.
Efter en kortere pause finder jeg mig selv på festivalens party central. Black Tent er et aflangt. Bagerst finder man en lækkert rødt betrukket bar med tilhørende møbler, og så er det blevet satset stort på kitsch i form af ca. 50 discokugler under teltdugen. På Flow starter seneste koncert desværre allerede kl.00.00, da festivalspladsen ligger i et byområde. Aftenens satsning på et sidste brag er gået til de to prominente elektroniske herrer Four Tet og Caribou, der har pakket en fælles DJ-kuffert for at få folket til at danse. Og det får de i den grad! På dette tidspunkt nægter jeg at tro mine egne øjne. Dansende finner! Men det er med god grund. De to herrer styrer os rundt i alternative elektroniske afkroge med stram hånd og uden at henfalde til crowdpleasers.
Dansende forlader jeg alligevel teltet for at fange den sidste del af Charles Bradley And His Extraordinaries henne i Nokia Blue Tent. Her er endnu en dansefest i gang. Dog en mere soul-præget en af slagsen. Bandet har en herlig energi, og man skal nok lede længe efter en så karismatisk sanger, der kun har ét album i bagagen på trods af at være halvvejs inde i tresserne. I slutningen af sidste nummer oplever jeg så et af de mest rørende øjeblikke, jeg hidtil har oplevet i mit liv. Charles Bradley er gået ned til fronthegnet for at kramme samtlige festivalgæster han kan komme i nærheden af. Bandet står imens lidt rundtossede og kværner videre i den samme rundgang, da Bradley ikke umiddelbart ligner en der er på vej væk fra sine fans igen. Efter adskillige minutter må det alligevel stoppe, og aftenens konferencier træder ind på scenen. Good ol’ Charles tvinger sig adgang til scenen og nupper mikrofonen fra førnævnte for derefter at give en dybfølt (nogen ville måske påstå meget amerikansk) tale om kærlighed, musik og hvad han lige havde oplevet på scenen. Manden står og kniber tårer mens flere festivalsgæster omkring mig også begynder at græde af glæde. En smuk scene, der havde været i stand til at nuppe en pris hos The Academy eller i Cannes, var den blevet filmet ordentligt. Jeg selv drager hjem med et stort smil på læben efter at have ramt fire gode koncerter i streg.
Lørdag
Jeg beslutter mig for at komme tidligt ud på pladsen for at udforske området lidt mere. Festivalen afholdes på en industriplads, men er kendt for at gøre de hårde grå masser til et arty område. Først ender jeg nede ved Heinekens O.S.S. scene. Et lille hyggeligt bar-område med grøn tæppebelægning, fatboys og en lille scene, hvor jeg lader mig fortælle, at bands er blevet valgt ud fra publikumsstemmer online før Flows start. Et sympatisk koncept, men ikke nødvendigvis et specielt frugtbart et. Det unge lokale band Hermanni Turkki spiller simpel klichéfyldt folkemusik, men hygger sig på scenen imens tre par danser vals foran orkesteret.
Derefter ender jeg ved Backyard, der, som navnet antyder, er en baggård. Her er finske Yön Syke feat. Jaakko Eino Kelvi i gang med deres DJ set, mens et par mennesker står i endnu en bar og sludrer. Et hyggeligt område, hvis man vil bruge tiden sammen med vennerne og drikke en øl eller to. Jeg har dog lige drukket øl hos Heineken og beslutter mig derfor for at gå videre.
Imellem to store vandtanke findes en lille passage, hvor der hænger farvefyldt kunst på murene. I den nordligste del af pladsen finder jeg et par madsteder, en champagnebar, en minibiograf, et par gallerier, hvor streetartister er i gang med at lave pieces samt diskussions/foredrags-scenen Lämpö, der har til i en renoveret industribygning. Bagerst i Lämpö bygningen går en trappe op til hvad der betragtes som spillestedet Cirko (The Other Sound). Cirko er et mørklagt lokale med en storskærm, en ret stor scene samt flere fatboys i et væld af farver (et møbel der må betragtes som hipt, hvis man ellers accepterer tesen om Flow værende en hipster-festival).
Jeg elsker rummet med det samme, men beslutter mig alligevel for at løbe hen for at fange de første 20 minutter af finske Black Twig på Nokia Blue Tent. De har en fin 60’er psykedelisk guitar lyd, som de bruger i en mere poppet kontekst. Melodierne halter lidt, men folk har det fint og Black Twig yder faktisk det lidt for store telt fin retfærdighed.
Nede omkring Wastelands-scenen er der gjort en del ud af at gøre asfalten livlig med farvekridt og selve scenen er en af de mere eksperimenterende, jeg har set. Den cirkulære scene er placeret i gulvhøjde med en stor hvid luftballon over sig. På luftballonen er scenelyset fastgjort, hvilket gør den til et visuelt højdepunkt i de sene aftentimer. Omkring scenen er tre stejle tribuner placeret. Musiketnologen Brian Shimkovitz aka Awesome Tapes From Africa går på og skaber god eftermiddagsstemning, der får de mere flippede festivalgængere til at kaste sig ud i alternative dansetrin til de catchy afrikanske rytmer. Henne på Voimala fanger jeg starten af den amerikanske singersongwriter Chip Taylors forsøg på at levere soundtrack live til Paola Suhonens film 7 Heaven Love Ways. Selvom den kære Chip giver en virkelig sympatisk indledning til projektet mister det hurtigt min interesse, og jeg beslutter mig at for at erklære min site-research færdig.
Kl.18.00 går Ane Brun og hendes nordiske kumpaner på scenen og leverer en solid koncert. Klædt i et hvidt slør lader hun publikum træde ind i hendes dunkelt-lydende indiepop ved hjælp af to trommeslagere, en pianist, en cellist og en bassist. Hun har sans for storladent indenfor hvad der rent tonalt er minimalistisk musik. Stemningen brydes kun midlertidigt, da hun spiller up-tempo sangen “Do You Remember” og folk begynder at danse.
Henne i discokugle-teltet spiller norske Lindstrøm op til fest med cheesy synths og masser af percussion samples. Mens jeg kører 1L Heineken ned, står jeg og bander og svovler over, at jeg bliver nødt til at forlade teltet, og menneskene jeg ser koncerten med, for at fange Swans over i Nokia Blue Tent. Et band jeg simpelthen ikke kan misse. Det viser sig at være et klogt valg trods alt. I koncertens anledning er der blevet hængt A4 papirer op med teksten ”Earplugs recommended” og sikkerhedsfolkene deler sågar gratis ørepropper ud til folk. Derefter bliver jeg sammen med, hvad der primært ligner ældre finske metal-elskere, taget ud på en vidunderlig times klimaksopbyggende støjtrance. Swans forstår ganske vel at støjen skal holdes i det lave frekvensområde, hvis det skal skabe trancen for folk, og udover den forvrængede lapsteel holder Swans sig væk fra den hvide støj så vidt som muligt. Jeg takker Michael Gira og hans band af scenen med skrig og klap og forlader teltet. Samtidig prøver mine ører med imponerende autenticitet at overbevise mig om, at jeg er under vand.
Efter blot et nummer af Kindness dansemusik beslutter jeg mig at bruge min tid på noget mere tiltalende. Med alt respekt for Mr. Bainbridge leverer han simpelthen den dårligste vokalpræstation, jeg hører på festivalen. Han er også oppe imod en hård modstander underholdningsmæssigt: Sent fredag aften rygtes det nemlig, at der er gratis whiskey i presseområdet. Mens han skænker mig et par double on the rocks fortæller den flinke irer mig lidt rødmende, at han rent faktisk er bosat i Helsinki på trods af hans accent og altså ikke selv har medbragt whiskeyen. Jeg brokker mig ikke.
Whiskeyen smager mig, og i godt humør vender jeg nu for fjerde gang i dag snuden mod Nokia Blue Tent – denne gang for at høre Nicolas Jaar. Festivalens konferencierer har faktisk været en kende irriterende indtil nu, men ham hér kan jeg lide. Space Is Only Noise præsenteres som en potentiel nyklassiker (et udsagn jeg kun kan bakke op om) i en flot introduktion, og så kører showet ellers. På en ringe belyst scene gemmer Jaar sig smukt bagerst på scenen bag røg, keyboards, mac-computer og sine to live-kumpaner, der giver den på henholdsvis saxofon og guitar samt deres obligatoriske macintoshes. Setuppet fungerer fantastisk og snart står hele teltet og små stepper i trance, mens Jaar synger ”Replace the word ’space’ with a drink and forget it. Space is only noise if you can see”. Forrygende koncert.
15 minutter senere spiller The Black Keys mainstage op bedre end nogen andre hidtil har gjort på festivalen. De kender deres blues, og de ved hvordan de skal levere rock for folket. Den helt store folkefest udebliver dog stadig, da bandets hitmateriale alligevel ikke er helt catchy nok til at opnå folkehelte-statusen. Aftenen afslutter jeg med at se Chromatics i Black Tent. En lidt søvndyssende affære, hvor jeg står og ærgrer mig over Lindstrøm og Chromatics ikke havde hinandens tider. Lørdag aften burde være den helt store fest, men i stedet blev den bare den der komsammen, der egentlig var hyggelig nok, men så heller ikke en snus mere end det.
Søndag
Før jeg drog af sted til mere nordlige egne opdagede jeg til min store overraskelse, at der rent faktisk var et dansk navn at finde på plakaten. Ikke nødvendigvis så overraskende, hvis ikke det var fordi, at kunstneren var i clinch med ordensmagten og sidenhen har cyklet rundt i Europa efter at have solgt alt hvad han ejede… fordi han skyldte penge til den ukrainske mafia. You guessed it – Goodiepal. Jeg finder jeg mig godt tilpas i en fatboy på Cirko, mens Goodiepal guider mig og en fyldt sal igennem en af hans velkendte – elskede og hadede – lektioner om musik, tid, kunstig intelligens, døden, autoritet og bæredygtighed. Det er seriøst, men stadig pakket ind i et tykt tæppe af humor, der får folk til at blive hele foredraget igennem. Derefter byder den rare Feist op til eftermiddagshygge på hovedscenen med diverse sing-along-lege. Bag Feist hænger et baner med teksten ”Free Pussy Riot”, der minder alle om, at det hele ikke er lutter lagkage, og at hun også godt kan være politisk og tælle til fire samtidig.
De næste to timer bliver lidt et musikalsk potpourri. Først et par numre hos amerikanske The War on Drugs. De er ligesom, da jeg så dem tidligere på året på Primavera, gode for en gang feel-good atmosfærisk repetitions indie. Derefter ser jeg 30 minutter af de stockholmske piger i Quiltland, der med backdrops og performance art leverer en flot visuel koncert til deres nordisk-lydende elektroniske musik. Björk underholder mig i 40 minutteres tid med en koncert, der adskiller sig fra den hun leverede på Roskilde ved at have byttet ”tak-tak-tak-tak-tak” ud med ”kiitos!” i dagens anledning. Ikke desto mindre stadig et forrygende flot show kombineret med en af verdens største stemmer.
Karismatiske St. Vincent får lov at afslutte festivalen i Nokia Blue Tent, og hun vender virkelig op og ned på mine forventninger til hende. Fordomme havde fået mig til at tro, jeg vil skulle se en lidt introvert smilende pige med en akustisk guitar, men i stedet får jeg en ægte punk chick, der behandler guitaren ondt (på den gode måde selvfølgelig). Hen mod slutningen af koncerten imponerer hun mig yderligere ved at spille et ganske godkendt cover af en af undertegnedes yndlingssange. ”SHE IS BEYOND GOOD AND EVIL” hører jeg mig selv skrige, mens frk. Vincents vælter rundt på scenen og hylder The Pop Group før hun i sidste sang kaster sig ud i den eneste gang crowdsurfing, jeg oplever i løbet af mit finske eventyr. Bedre kan festivalen næsten ikke afsluttes, og jeg slentrer mod udgangen fra det arty industrikvarter, mens jeg tænker over et ordsprog, jeg har ladet mig fortælle. ”Når en finne kigger på dine sko i stedet for sine egne, så har du fået dig en sand ven”. Finnerne lader sig ikke imponere af hvad som helst her, men når de endelig gør, går alt op i en højere enhed og så er man virkelig i fare for at ende med følelserne yderst som Charles Bradley.