Nye takter på gamle flasker
Svenske Katatonia nåede muligvis karrierens højdepunkt med deres forrige plade Night Is The New Day. Derfor har der naturligt nok været store forventninger til nyeste udspil Dead End Kings, og for denne anmelder var det med spænding at cd’en blev sat på anlægget for første gang.
På åbneren “The Parting” viser det sig hurtigt, at alt er ved det gamle… og så alligevel ikke helt! Dynamikken veksler stadig mellem melodisk og hårdt. Et koncept Katatonia har forfinet på de sidste mange albums, men det er desværre som om brodden er taget lidt af de hårdere passager, og den mere fremtrædende plads til keyboardet gør desværre at der aldrig kommer nok punch i nummeret, som det var tilfældet på f.eks åbneren “Forsaker” på forgængeren. Næste nummer er duetten “The One You Are Looking For Is Not Here” med The Gathering sangerinde Silje Wergeland. Wergelands vokal bliver desværre kun brugt til at understøtte Jonas Renkses vokal, og kommer derfor ikke til sin fulde ret. Den svævende vokal giver nummeret en syret feeling, som er noget nyt i Katatonia-sammenhæng, men melodisk hænger det ærgerligt nok ikke rigtigt ved – selv ikke ved flere gennemlytninger.
Men noget nyt er der virkelig sket med Katatonias musik. Numrene har fået et mere prog’et feel over sig, hvilket bl.a fornemmes i den større brug af synkoperede rytmer. Det giver en friskhed over numrene, for efter Night Is The New Day kunne man have frygtet, at bandet var på vej til at male sig selv op i et hjørne. Selvom forgængeren som skrevet tidligere var fantastisk i denne anmelders øjne, var det svært at se i hvilken retning den næste plade skulle gå. Og det må man sige at Katatonia har taget konsekvensen af. Selvom det stadig lyder som Katatonia, er det altså en nyere mere eksperimenterende version vi har med at gøre.
På “Leech” får vi også præsenteret en ny side af Katatonia. Klaver-introen sender tankerne i retning af Portishead, og brugen af electrotrommer og samples giver lydbilledet et noget anderledes præg end man er vant til. Altså lige indtil nummeret går over i et hårdt stykke, for så er man ikke i tvivl om hvilket band der er tale om. På balladen “Undo You” giver den lidt skæve akkord-kombination sammen med Renkses sarte vokal et sårbart udtryk, der passer utroligt godt til Katatonias tema-univers.
Dead End Kings slutter sjovt nok af med pladens absolut stærkeste nummer “Dead Letters”, der også var første single. På det nummer lægger Katatonia godt fra land med et pumpene riff, der er tungt og punchy på samme tid. Desværre er det det eneste nummer på pladen, hvor bandet for alvor spiller på dynamikken, for hvor de andre numre mangler kant, er der her masser af fræs på drengen. Og rent sangskrivningsmæssigt har de to herrer Renkse og Nyström virkelig lagt sig i selen. Der er mange tempo- og rytmeskift i nummeret og guitar-riffene er bestemt ikke lige ud af landevejen. Havde hele pladen været i samme liga som det her nummer, vankede der en top-karakter. Desværre er det ikke helt tilfældet, for langt de fleste numre hægter sig ikke rigtigt fast i hukommelsen.
Der er masser af spændende nye ting at finde på Dead End Kings, men numrene er ikke helt så stærke hverken melodisk eller hårdtslående som på forgængeren. Bevares, der er ikke tale om et dårligt album, men når forventningerne er tårnhøje, kunne man have forventet mere af Katatonia. Hvis bandet dog kan krydre de nye progressive takter med deres varemærke, dynamikken, på næste album er de tilbage på sporet, uden dog på nogen måde at blive en kopi af sig selv.
