Retropoprock med Tarantino på bagsædet
Sjældent har et band valgt et navn, der i den grad er misvisende. Der er intet ’heavy’ overhovedet ved britiske The Heavy. Der er ikke antydning af guitarsoloer, tordnende trommer eller kitchet rockattitude. Når det så er sagt må det understreges, at der er masser af proteiner og saft og kraft i kvartettens tredje udspil, som fortsætter de fine takter fra det eminente album The House hat Dirt Build fra 2010.
Stilen er soulet og groovy med masser af effektfuld orkestrering af strygere og blæsere, mens der ligger et solidt og velvoksent fundament under de gyngende baljer af fuldfede melodier. Derudover er der tonsvis af referencer til b-film, og selve albumtitlen leder også tankerne hen på zombiefilm med den seneste publikumstræffer The Walking Dead, hvor grotesk splatteræstetik folder sig ud i fuldt flor.
Men fælles for Tarantinos voldsæstetik og diverse gyserfilm og The Heavy’s boblende musik er den allestedsnærværende ironiske distance. Der er en afvæbnende humor i den løsslupne og dansable retrorock, briterne fyrer af på The Glorious Dead, som man finder tilsvarende i de småkomiske gengangere og i Tarantinos filmiske univers. Og det er måske et meget godt billede på, hvad der sker på The Glorious Dead. De enkelte numre skaber et væld af billeder på nethinden, mens de kører gennem hjernen for fuld udblæsning. Måske er det også grunden til, at der efterhånden er adskillige tv-serier, film og andre halvofficielle mediebegivenheder, der flittigt bruger numre fra The Heavy’s bagkatalog.
The bottom line ved The Heavy er dog bandets uimodståelige charme, når sanger Kelvin Swaby rigtig åbner op for sin soulede vokal, samtidig med at Chris, Spencer og Daniel sørger for den sprøde underlægning af larmende orkesterpop.
Det er patetisk, det er selvironisk, det er Heavy – og det svinger!
