The Flaming Lips’ eminente familiefest
Det er ikke altid til at forudse hvornår og hvordan man producerer et guldkorn. Det må The Flaming Lips sande efter at have produceret et så stærkt værk som The Flaming Lips and Heady Fwends, vel at mærke uden de selv har opdaget deres værks kvaliteter. Albummet blev nemlig oprindeligt udgivet som en lille eksklusiv udgivelse i forbindelse med Record Store Day, men på grund af den store interesse for bandets udskejelser med så prominente navne som f.eks. Bon Iver, Tame Impala, Nick Cave, Yoko Ono og Erykah Badu, var der ikke rigtig nogen vej uden om en officiel udgivelse, og heldigvis for det. Albummet er nemlig så eminemt, at det fortjener at nå et langt bredere publikum, end de 10.000 fans der var hurtige nok til at få fat i et eksemplar tilbage i april.
Som en familiefest
Alle albummets numre bliver gæstet af en ny gæst, for hvert nummer. Numrene skulle eftersigende være indspillet imens bandet har turneret verdenen rundt, men når man lytter til Heady Fwends lyder det mere som om at bandet har taget forskud på næste års 30 års fødselsdag, og inviteret hele deres psykedeliske familie, til en kæmpe familiefest, som altså udspiller sig for ørene af os på den anden side af højtalerne.
Albummets gæster er lige så spraglede, alsidige og uhomogene, som de gæster der er inviteret til en normal familiefest. For eksempel starter Wayne Coyne, og hans musikalske brødre, med at feste igennem med den by-turs-glade niece: Ke$ha på åbneren “2012 (You Must Be Upgraded)”, som (naturligvis) er Ke$has stærkeste nummer til dato, grundet den solide vejledning fra onklerne i The Flaming Lips. Derefter dyrker de 6 minutters melankoli med den eftertænksomme fætter Justin Verner, på den smukke “Ashes In The Air”, hvor Verner med sin vocoder-croon leverer noget nær verdens smukkeste kor-stemme. Således har The Flaming Lips ved hjælp af kun to numre, allerede kridtet albummets kontraster op med Ke$ha og Justin Verner i hver deres gren af den musikalske familie.
De skriger med Nick Cave, den cool bror, på “You, Man? Human???” og har hed og usandsyligt smuk elskov med elskerinden Erykah Badu, på “The First Time Ever I Saw Your Face”, der på trods af sin kontroversielle efterhistorie er albummets største højdepunkt. Samtidig demonstrerer indie-sønnerne Tame Impala og Neon Indian hvorfor de får så gode karakterer, til deres eksamener i diverse musikmagasiner, med deres bidrag til den sommervarme “Children of the Moon” og den bedrøvede “Is David Bowie Dying?”
Der er tilmed blevet plads til en David Lynch’sk udskejelse med bandets egen hippiemor Yoko Ono, på “Do It!”, der sammen med bandets musikalske far David Bowie, ikke kan være andet end The Flaming Lips’ stolte forældre, ud fra denne familiesemantik.
Et af karrierens højdepunkter
Resultatet er intet mindre end sublimt. På en plade der er komplet er renset for svage øjeblikke, fremstår The Flaming Lips som et band med en fuldstændig klart defineret musikalsk idé, som heldigvis ikke er fuldt udforsket endnu.
Selvom Wayne Coyne og hans musikalske brødre er mindst lige så fjollede som de altid har været, virker de alligevel voksne, modne og fuldt fokuseret. Samarbejderne virker utroligt velovervejet, da The Flaming Lips formår at kombinere f.eks. Nick Caves, Tame Impalas, Erykah Badus eller Ke$shas kvaliteter med deres egne, og står altså tilbage med et album der bliver gjort endnu bedre af de forskellige bidrag.
Sammen med hele deres musikalske familie, kan The Flaming Lips altså tilføje endnu et stærkt album til deres imponerende diskografi, der måler sig med bandets mest mindeværdige albums.
