Slovenske pionerer med skrårem og hammer og segl
De har eksisteret i 32 år og været genstand for en ivrig og til tider ophedet debat om, hvorvidt de er satans yngel i skikkelse af hardcore nazister, eller blot selviscenesættende varmluftsballoner. Slovenske Laibach er hverken eller! Og denne aften på Statens Museum for Kunst, beviste kvartetten med al tydelighed, hvor deres historie kommer fra, og hvor dedikerede de er over for den musik, kunst og billedæstetik, de efterhånden mestrer til perfektion.
For en yderst sjælden gangs skyld havde medstifter og den ansvarlige for lys- og videoshow, Milan Novak, indvilliget i at stille op til et interview, hvor han blandt andet forsøgte at gøre rede for, hvilket miljø, Laibach er dannet på baggrund af.
Jugoslavien i firserne var vel nok et autoritært østeuropæisk styre, men havde samtidig en levende og eksperimenterende undergrund, og det var ikke ukendt, at musikere fra vesten gav koncerter i det betonkommunistiske land. Man havde med andre ord et solidt udsyn til vesten, samtidig med, at man som kunstner konstant forholdte sig til det samfund, man var omgivet af. Således også med Laibach, der i høj grad spillede på de vestlige, stereotype forestillinger om, hvordan et østeuropæisk band burde lyde. Og når nu man er i gang med at udforske rummet mellem kunst, politik og musik, kan man vel lige så godt tage skridtet fuldt ud og afsøge de yderste grænser for, hvad man kan tillade sig og hvordan forskellige politiske og kunstneriske udtryk fungerer i forskellige kontekster.
Milan Novak og den relativt nye sanger og keyboardspiller, Mina Spiler, fortalte ud fra to generationer af Laibach, hvordan kunst og politik ikke kan splittes ad. Ifølge Novak, har man som kunstner altid en politisk agenda, og man er altid viklet ind i politiske relationer, så snart man bevæger sig ud i det offentlige rum. Mina Spiler insisterede dog på, at Laibach trods alt også er et popband, der spiller den musik, de brænder for. I hendes optik er der ikke nødvendigvis noget politisk sigte med den æstetik, der udspiller sig inden for den lyd og de billeder, der udgør kernen af Laibach. I sidste ende handler det om at møde publikum på et umiddelbart plan med de midler, man har besluttet sig for at gøre brug af.
Og lykkedes det så for Laibach at ramme en tætpakket forhal på det danske nationalmuseum for moderne kunst? Ekkoet af svaret kan man formentlig stadig fornemme inde i det betonindkapslede lokale, hvor publikum sad og stod mokket sammen på en ubekvem trappe, men med frit udsyn til et uhyre velspillende og tændt Laibach, som – i samkvem med ordlyden i programmet – gav smagsprøver på de eneste 30 års aktive karriere.
Koncerten var arrangeret som et slags jubilæum for bandet, samtidig med, at den finskproducerede film Iron Sky, som de har leveret dele af soundtracket til, blev promoveret i en slags repremiere. Og efter det indledende interview og før selve koncerten, blev den aldeles vanvittige komedie om de gale nazister, der er flygtet til den anden side af månen efter 2. Verdenskrig, vist på den storskærm, som senere lagde lærred til et imponerende og fantastisk synkroniseret billedshow, der gav Laibachs musik ekstra dybde og dimensioner. Selv om det var ubekvemt at sidde på den hårde trappe i halvanden time og følge topnazisten Adlers og den afblegede negers besynderlige eskapader ude i rummet og på Jorden, var der en fin stemning blandt publikum, som tydeligvis hyggede sig med filmen og betragtede den som en integreret del af showet denne aften.
Umiddelbart efter filmen gik de så endelig på, de slovenske ypperstepræster. Men havde man forventet, at Laibach ville levere en ’best of’ med kendte klassikere fra deres nyere albums, tog man grundigt fejl. Faktisk var den første halvdel af koncerten helliget numre fra før Opus Dei, iført nye gevandter af hårdtpumpede synthesizere og med en Milan Fras iført sine sædvanlige støvler, sorte skjorte og hat med nakkeslør som en moderne fremmedlegionær. Teksterne blev fremført på slovensk, hvilket underbyggede det autentiske tidsbillede af Laibach anno start firserne, men de omarrangerede og knivskarpe fremførelser gav ikke indtryk af, at numrene tilhørte en anden tid og sted. Tværtimod gav de et sjældent indtryk af, hvad Laibach egentlig startede ud som. Det var djævelsk kompromisløst udført, og koncerten fungerede udelukkende på Laibachs præmisser. Men det var jo også derfor, vi var der denne lørdag aften.
I midten af sættet blev der foretaget et kunstigt spring frem til nogle af de numre, der er at finde på filmens soundtrack, og her krævede det, at publikum accepterede filmens tilstedeværelse i aftenens koncept. Numrene gav mening denne aften, og især Mina Spilers vokal klædte dem godt, men det er ikke numre, man håber dukker op i fremtidige Laibach-sæt. Dertil er de alt for konceptuerede til filmens underholdende og løsslupne univers. Heldigvis sluttede sættet af med ”Tanz mit Laibach” fra Watt, med en marcherende Milan Fras på lærredet og med et efterhånden godt medlevende publikum, der havde rejst sig fra deres marmorsæder og stod med armene strakt i vejret til tydeligvis stor fornøjelse fra en ellers altid kølig og reserveret Fras.
Hovedsættet havde varet over fem kvarter, og med de to ekstra numre ”Leben Heisst Leben” og ”Geburt Einer Nation”, begge fra Opus Dei fra 1987, blev der sat et formfuldendt og forløsende punktum for en i alle henseende perfekt aften. Faktisk stod der på papiret ved mixerpulten, at ”God is God” fra Jesus Christ Superstar ville være ekstra ekstranummer, hvis der var en sidste encore, men da var klokken 00.11, og folk begyndte at sive.
Tilbage stod indtrykket af et band, der i en yderst bevidst grad opererer med og betjener sig af arketyper og ikoner, som hos andre skaber stærke reaktioner både for og imod. Under det indledende interview blev Novak spurgt, hvordan det var som kunstner at være hadet for sin brug af eksempelvis svastika på pladecovers. Til det svarede han, at de efterhånden var så vant til at blive lagt for had, at det var blevet en normaltilstand for dem. Måske var det endda med til at skabe fremdriften. ”We offer ourselves to your hate”, som han sagde afslutningsvist. Denne aften var der dog intet had. Der var kun kærlighed til et fantastisk og originalt ensemble, som på unik vis formår at samle kunst, politik og musik på et højere niveau, hvor langt de fleste for længst er stået af. Men ikke Laibach. Og ikke dem, der lytter til Laibach.
Tak til Lars Top og tak i høj grad til Statens Museum for Kunst for at sætte rammerne for en helt igennem fantastisk musikalsk og kunstnerisk oplevelse af de helt store.
