Gemytlig norsk fortæller og sangskriver
Norske Jonas Alaska er lidt som en kobling mellem Dylan, Drake, Teitur og det tidligste Sondre Lerche. Den klare bekendelse til folkrockens traditioner og den skandinaviske, underspillede charme, giver en dragende og fin lyd, og selvom der er melankoli og omtanke, så er der også et smil på læben og imødekommende attitude.
I Norge er de helt fjollede med Jonas Alaska, og hans vindende gemyt er da også smittende i de overvejende glimrende og velskrevne sange, der gerne holdes lige under eller omkring de tre minutter. Der er ikke så mange dikkedarer i arrangementerne, og det gør for det meste, at sangene står nøgent, charmerende og klart frem. Til gengæld udstiller det også de af numrene, der ikke er helt skarpe nok, som eksempelvis den lidt for overfladiske “In the Backseat”, den relativt kedsommelige “Aberdeen” og “Robert Ollinger”, der ikke har helt samme dybde som størstedelen af albummet.
Til gengæld glæder jeg mig over den charmerende åbner “Tonight”, og den skrabede “Morning Light”, der i store træk blot er Alaska, en fingerspillet guitar og en vindblæst mundharpe.
På “October” er der fuldt skrald på den klassiske folktradition, og den genre mestrer Alaska til fulde, og det samme er tilfældet på “Mary, I’ll Remember This”, hvor der skramles let omkring brusende hammondorgler og en nydelig melodi. Og så skal den smudsigt bluesede “You’ll Never Sit Next To Me” absolut ikke overses.
Jonas Alaska debuterer med et spændende album, der varierer fra det fremragende til det mere ordinære. Men nordmanden efterlader et charmerende og smittende indtryk, der bestemt tåler sammenligning med først og fremmest Teitur.
