Flot og velspillet progkoncert , der sked pĂĄ decibelreglerne
Igennem 22 års virke har britiske Anathema betrådt metalscenen. Efter at have lagt ud i de tidlige år, som et gedigent bud på doom-metal, tog bandet en drejning hen mod en mere atmosfærisk og episk lyd med rene vokaler og højt til loftet. Den vending er efterhånden taget til i en sådan grad, at man i dag dårligt kan kalde Anathema et metalband. Seneste album Weather Systems bærer præg af et orkester, der søger det smukke og hengivende frem for den fortidige trøstesløse tristesse. Således mødes man i dag af et modent og velspillende progrock band, med nik til både Pink Floyd og Porcupine Tree.
Aftenens to timer lange koncert var i høj grad båret af kvintettens seneste materiale og havde kun relativt få afstikkere til tidligere skiver, hvorved tidligste periode helt blev forbigået og tidligste tilbageblik blev rundet af ”Fragile Dreams” fra Alternative 4 fra 1998.
Anathema gik på til tonerne af netop Pink Floyd og lagde for med de fejende flotte åbningsnumre fra Weather Systems; søsterkompositionen ”Untouchable Part One” og ”Untouchable Part Two”. Allerede her stod det klart, at Lille Vegas klejne rammer næsten var for små til bandets højdramatiske schwung, for de himmelstræbende numre, blev næsten klemt af det lille spillested med det lave loft. Heldigvis kun næsten, for selvom lyden i løbet af aftenen lod noget tilbage at ønske, formidlede englænderne faktisk deres atmosfæreriske materiale fornuftigt og man stod ofte med ærefrygt, mens de udfoldede deres smukt varierede lyd. Trommerne var dog for dominerende og underløb bl.a. Vincent Cavanaghs rytmeguitar. Synd og skam, for den er i høj grad i spil under mange af bandets numre. Endvidere var lyden – især som aftenen skred frem – alt for høj og selvom mine ører er vant til lidt af hvert i livesammenhæng, fortrød jeg, at have efterladt mine ørepropper hjemme. I hvert fald sidder jeg med en gevaldig piben for ørerne i dag. Når Daniel Cavanaghs ellers suverænt spillede soloer og udtrukne skalaer gik i fimrehårene og de oveni blev toppet af henholdsvis Vincent Cavanaghs og den i øvrigt fremragende vokalist Lee Douglas højt pitchede vokaler, blev det indimellem næsten smertefuldt. Vincent Cavanaghs rytmeguitar kom dog fint til udtryk i de mere stille passager, når den blev anslået uden massiv bas, tromme og guitar.
Efter en triade fra We´re Here Because We´re Here, bestående af “Thin Air”, “Dreaming Light” og “Everything”, stod jeg efterhånden og savnede lidt kant og muskler, til det smukke og æteriske, men også lidt for velfriserede lydbillede, vi blev mødt af fra scenen. Det er lidt samme akilleshæl Anathema står overfor på plade, nemlig at der går lidt for meget glansbillede og højpandede ansigtsfolder i foretagendet og jeg savner i ny og næ lidt kant og fandenivoldskhed hos bandet. Heldigvis sparkede de derefter et par numre fra Judgement fra scenen, i form af de helt igennem fremragende ”Deep” og ”Emotionel Winter”. Det gav et godt og anderledes skub i koncerten, for især ”Deep” er mere regelret rocket og med et direkte in your face omkvæd ikke ulig den lyd slægtslignende Katatonia byder på. De ti minutter står ubetinget som aftenens store øjeblik.
Også perlen ”A Simple Mistake”, der leveredes senere i sættet, har en kraft og et overskud i finalen, der giver liv, bund og variation til Anathemas signaturlyd.
Herefter fik vi sørme århusianeren Lasse Hoile på scenen, med en information om, at han er ved at billedliggøre Anathemas popularitet og livepræstationer på en dvd, der efter sigende udkommer næste år. Han blev budt velkommen med en mur af klapsalver og mon ikke det handler om den sympatiske mands bånd til og arbejde med Anathemas ligesindede i Porcupine Tree.
I løbet af koncerten fremstod Daniel Cavanagh i mine øjne som lidt af en klovn. Han nød tydeligt musikken og symbiosen med publikum – al ære og respekt for det – men han havde irriterende evne til, at stille sig helt frem til scenekanten og bare glo dumt på folk. Hvis altså ikke lige han gang på gang forsøgte at piske en stemning op, der i min optik ikke var belæg for. Ét sted fungerede det dog efter hensigten og det var mod slutningen af koncerten, da det mægtige ”Closer” blev sendt af sted. Her gik hu hu råb, håndklap og headbanging mellem ham og publikum op i en højere enhed og nummeret blev en af de helt fede sekvenser denne mandag aften.
Inden tæppefald skulle vi dog lige igennem endnu en tour de force udi smuk, melankolsk storhed af højeste klasse, i kraft af gudenumrene ”A Natural Disaster” med Lee Douglas i en inciterende hovedrolle – hold kæft, hvor kan hun synge – og ”Flying” fra samme album. Her var ikke et øje tørt og her vidste man, hvorfor man elsker Anathema så højt. Stort!
Efter en kort exit vendte de gamle helte tilbage med ”Internal Landscapes” der også afslutter Weather Systems og den 15 år gamle klassiker ”Fragile Dreams” spillet i en velvoksen og smittende rockversion, der tog kegler. På scenen joinede den stilfærdige singer/songwriter Petter Carlsen, der tidligere på aftenen havde stået for supporten, i hvad der efter min sidekammerats mening, var en yderst positiv oplevelse. Han tonsede rundt og sang med i en salig musikrus og det var både medrivende og sympatisk.
Koncerten endte dog i hat og briller, da Daniel Cavanagh åbenbart ville sætte tyk streg under sit stempel som fjols, for mens der kørte noget præindspillet balkanmusik, hoppede han fjollet rundt på scenen og lignede en klovn, der var faldet ind til den forkerte koncert. Ærgerligt man skal ende en fornem koncert, med et minde om en mand i en forvasket Freddie Mercury t-shirt fjollende rundt, som en lalleglad teenager til et halbal.
Uanset hans tossestreger, leverede Anathema en mere end godkendt koncert på en trist og regnfuld mandag og selvom Vincent Cavanagh havde rod i kalenderen og fik meddelt, at vi da ses igen snart, når de kommer som support for Opeth i november, er det vist mere et udslag af ønsketænkning, for det måtte hans brødre korrigere – det havde ellers været et glædeligt gensyn!
[nggallery id=162]
