Lige lovligt velplejet comeback fra guitarpoppere
Måske husker du Yellowbellies fra for 15 år siden, da deres debutalbum kastede det fine hit ”Curly Kiss” af sig, og måske husker du dem fra 2002, hvor ”Sushi & Champagne” skaffede dem nogen opmærksomhed. Siden har der været stille om det københavnske orkester, og derfor kan det overraske lidt, at lyden stadig er tæt på den samme, som den var for ti og femten år siden.
Det er stadig den karakteristiske varme og bløde vokal fra Søren Esben Hansen, der byder velkommen indenfor i et univers af rar og vellydende guitarpop, der ikke er helt ulig andre danske bands fra slut-90’erne som eksempelvis Shirtsville.
Daylight Savings er et album, der er fyldt med drømme og positiv længsel. Det giver et tiltalende og rart ydre som rammer ganske bredt på tværs af aldersskel, og der er masser af blød radiopotentiale i Yellowbellies – ikke mindst i den meget fine og veldrejede ”House In Hampstead”. Til gengæld er der ikke mange udsving på albummet, der fra start til slut er kendetegnet af den rare vellyd, som bandet kun meget sjældent udfordrer og afveksler.
Derfor står albummet for mit vedkommende tilbage som et rart bekendtskab, men hvor der ikke er ret meget, der fanger opmærksomheden, når først der er trykket play. Numrene ruller derudad uden ret mange udsving, og det gør det svært at fastholde fokus. Jeg mangler nogle brud på den fine overflade, og det er reelt kun på ”By The End Of Summer”, at bandet for alvor tør spille med musklerne, ligesom på afslutningen af “Fan of Fools”, der har noget af den nerve, jeg ellers savner.
Yellowbellies ved lige præcis, hvordan de skaber en flot, rar og nydelig lyd, og de ved stadig, hvordan de skal skære en god popsang. På ”Daylight Savings” gør de bare lidt for meget af det samme hele tiden, og derfor er der langt imellem, at vellyden også fæstner sig i bevidstheden i længere tid ad gangen.
