Ungdomskulen: Secrecy

Mathpop eller progpop er bare to prædikater, man kunne smide efter trioen, men det ville ikke yde dem retfærdighed, for der er mange andre ting i spil også. ecrecy er helt sikkert ikke til den konservative lytter, men er man åbensindet og elsker en på opleveren, kan Ungdomskulen levere soundtracket til et spændende bekendtskab.

Oppe i Norge der boede tre trolde……

Norske Ungdomskulen gør det bestemt ikke nemt for dem selv. Deres mål har fra starten af karrieren været, ikke at sætte nogen grænser for sig selv. Det kan høres på Secrecy, der er en djævelsk lækker bastard med en kolossal 80´er rem af huden. Mathpop eller progpop er bare to prædikater, man kunne smide efter trioen, men det ville ikke yde dem retfærdighed, for der er mange andre ting i spil også. Den dansable del af postpunken titter også frem flere steder på Secrecy og et oldieband som A Certain Ratio har ikke levet forgæves på skæringen Can´t Reform Me”.  Groovy og firserfunky med skæve synthkor

Der bliver lagt ivrigt ud med ”Askefast”, der tonser derudaf med hyperaktive trommer og et energisk drive, med indlagte næsten filmiske effekter. Det har i første forsøg tendens til at forpuste en, men heldigvis holdes eksperimenterne lidt til kroppen igennem skivens otte numre og Ungdomskulen begår heldigvis ikke den nærliggende fejl, at vælte melodierne omkuld af bare spraglet iver og hittepåsomhedslyst. Vel tager det tid af komme ind til kernen af de sprudlende sange, for det er sandt for dyden en smeltedigel af progressiv lyd, der møder lytteren. Bergendrengene er vitterligt aparte i deres musikalske tilgang til rocken, men de formår at fastholde interessen, fordi de er så blændende musikere og fordi forsanger Kristian Stockhaus har en fyldig og rund stemme, der favner både melankolien og drillesygen. Den alene gør hele bekendtskabet værd.

Overraskelserne står i kø hen ad vejen og selvom sangene kan synes glatte som ål, fordi de stikker af hver gang man er på nippet til at have fat i dem, er de på ingen måde substantielt fattige på ørehængerkontoen, blot legesyge og blottede for konformitet. Varieret og intenst er det hele vejen, men giver man albummet den opmærksomhed det kræver, får man det rigeligt tilbage, for der gemmer sig fine melodier nede i de mange lag, de tre musikere benytter sig af. Less is more har ikke stået på gutternes musikalske opslagsstavle, for de ynder musikalske krumspring i samspil med udpræget melodisk feel under det klædeligt korte udspil. Mellem de syrede toner, springer en funket guitar ind hist og pist, mens den bastante, hårdt anslåede bas ligger under det hele og styrer taktstokken i lige så høj grad som trommerne.

”Kafka On Ice” lægger mørkt og industrielt fra land, men udvikler sig til et moderne take på postpunk. ”Facemask” kunne være en skør fætter til The Raptures dancefunk, mens ”Austin Love” har et kringlet og herligt guitarriff, der sætter sig i øregangene og bliver hængene længe efter. Men bedst er måske rosinen i pølseenden ”Justify My Grudge”, der over små otte minutter forbinder syret overstyret bas, med yndefuld sang, sprælske trommer, skæve guitarakkorder og sågar klarinet og får det hele til at gå op i en komposition, der ved første antagelse rives helt fra hinanden, men på forunderlig vis giver mening alligevel.

Secrecy er helt sikkert ikke til den konservative lytter, men er man åbensindet og elsker en på opleveren, kan Ungdomskulen levere soundtracket til et spændende bekendtskab.

More from Thomas Steen Jensen
20.04.11 – Meshuggah – Amager Bio
Indimellem er det anstrengende og man higer efter åndehuller i det kværnende...
Read More
0 replies on “Ungdomskulen: Secrecy”