Følelsen af zen i mødet mellem brutal skønhed og rå melankoli
Svenske Aoria består af Niklas Sandin på bas (Katatonia, som snart er koncertaktuelle i København), Erik Nilsson på vokal og guitar (A Swarm of the Sun), og Robin Bergh (October Tide), som tager sig af trommer og piano. I fællesskab har de tre svenskere skabt et storladent episk metal, der bygger på lige dele indfølt skønhed og brutal støj.
Albummet består af seks skæringer, som ikke har nogen titler angivet på selve albumcoveret. Første skæring er dog ”A Slow Moving Storm”, som også befandt sig på bandets ene demo helt tilbage fra 2007. På The Constant har nummeret fundet sin egen storform, og med omkvædet ”all I hear is noise” lægger bandet sig tæt op ad især amerikanske God Machine med deres lange, forløb af tungt støjende og monotone rockelegier. At Nilsson rent faktisk lyder som en ung Robin Proper-Sheppard med hans klagende, rene vokal, underbygger blot det generelle indtryk af et band, der benytter sig af samme enkle midler, som eksempelvis God Machine, Tool og Anathema har udviklet til perfektion.
Det efterfølgende ”The Black Heart” har omkvædet ”I can’t stop sinking”, og igen rammes man af den samme melankoli og dybtfølte Weltschmerz, som både Proper-Shepard men også Thom Yorke har været selvbestaltede ambassadører for.
Sammenligner man lyden og atmosfæren med eksempelvis Katatonia, er der hos Aoria en langt mere enkel og simpel struktur i musikken, der giver plads til at stemningerne i de lange brusende og berusende forløb af støj, rigtig får lov til at bundfælde sig hos lytteren. Hvor Katatonia er langt mere afvekslende og varieret i deres lydbillede, har Aoria netop den kompromisløse og monotone kant og ekstra volumen på guitarerne, som gør forskellen. Ikke at det nødvendigvis er bedre, men der er en fænomenal tyngde og en elegant brug af de brutale kræfter, som gør Aoria til noget helt specielt. Er man til den tunge, mørke og episke metal – ikke at forveksle med den poppede emocore – er der hos Aoria en fantastisk oplevelse i vente. Og selvom de kun er tre personer i bandet, er lyden så velproduceret (af Erik Nilsson selv i øvrigt) samtidig med, at den balancerer perfekt mellem det stramt kontrollerede og det anarkistisk løsslupne, at det lyder som en hel hær af tungt marcherende melankolikere på vej mod afgrunden.
Their music is almost unbearably painful, yet beautiful and brutal
– Slavestate Magazine
