Gallows: Gallows

De britiske hardcorepunkere i Gallowes har i den grad sluppet den indre pittbull løs og fundet et kvalitativt ekstremt højt niveau på et album med 11 skæringer, der alle sidder lige i skabet. Med ny sanger kunne det have gået begge veje for Gallows, men de er i den grad på rette spor.

Hardcore britisk punk med vreden intakt

Gallows’ tredje album med den nye canadiske forsanger, Wade MacNeil, rammer lige i mellemgulvet med den rette blanding af stålsat anarkisme, pogopunk og en fantastisk stram produktion, hvor især bassen banker rytmen i gang som et trykluftbor. Stilen er britisk punk, amerikansk østkysthardcore, tilsat elementer af metal og udført med en så overbevisende energi, at det sjældent er hørt bedre på pladeudgivelse. Normalt skal man høre bandet live, for at få fornemmelsen af den rå kraft, der ligger i riffene og i det speedede tempo. Men Gallows med MacNeil i front smider alt over bord og banker bare derudad, det bedste de har lært.

Mange havde nok frygtet, at afgangen af den tidligere sanger, Frank Carter, hvis bror Steph også er med i bandet, ville tappe konceptet for kreative kræfter, men det ser ud til, at det modsatte er sket. For Gallows har i den grad sluppet den indre pittbull løs og fundet et kvalitativt ekstremt højt niveau på et album med 11 skæringer, der alle sidder lige i skabet, og som alle hver især adskiller sig fra hinanden – hvilket kan være mere end almindeligt svært hos mange andre ligesindede punkbands, hvor alt kører sammen i et hæsblæsende tempo og med en aggressivitet, der ikke levner plads til detaljerne. Og det er måske det, jeg allerbedst kan lide hos Gallows. De formår at samle den rå punkenergi, man forventer fra deres side, men der er så mange breaks og overraskende detaljer i de enkelte numre, at albummet vokser i indre styrke for hver gennemlytning.

MacNeil lyder på mange måder som Dicky Barret fra The Bosstones, hvilket er en bedrift i sig selv, men Gallows har mange af de samme kvaliteter som eksempelvis The Bosstones, idet de på samme maner formår at skabe en ægte tilgang til den klassiske punk, der ender med at vælte én omkuld. Albummet er også udgivet på deres eget label, Venn Records, da man ikke gad være i lommerne på de sædvanlige corporate guys. Det kunne gå begge veje for Gallows, men de er i den grad tilbage på rette spor, med benzin i blodet og vreden intakt.

Written By
More from Carsten Meedom
Nr. 9 – Kent: Hagnesta Hill
På Hagnesta Hill var singlen ”Musik Non Stop”, og nummeret indeholder præcist...
Read More
0 replies on “Gallows: Gallows”