Aftenen var mørk og dyster, ikke særlig stormfuld, men man kunne alligevel mærke, at vinteren er på vej. Naturen satte således ubevidst de perfekte rammer for en koncert med svenske Katatonia, som er på turne med deres seneste album Dead End Kings.
Katatonia spiller mørk og melankolsk metal, med masser af luftige og himmelvendte fagter, der får musikken til at være en masse andet end blot traditionelt metal, som blot buldrer derudad. Forud for koncerten i Amager Bio d. 14. november 2012 havde sanger Jonas Renkse indvilliget i et kort interview, som viste en lidt anden og mere åben side af hans ellers så reserverede væsen.
For at starte i det, turneen handlede om:
Diskant: Hvad er forskellen mellem Dead End Kings og Night is the New Day?
JR: Jeg synes det nye album er mere direkte, sangene er mere adskilte. Night is the New Day er et album, man skal lytte til i sin helhed. Sangene på det nye album kan man pille ud af helheden og lytte til mere som enkeltstående numre. Der sker også lidt mere på det nye album. Men ellers er det jo samme slags musik.
Diskant: Hvordan fungerer de nye numre for jer på scenen?
JR: De fungerer godt, rigtig godt, faktisk. Som jeg sagde, er numrene mere direkte, og de har en gennemgående rød tråd i sig hele tiden. Faktisk virker det allerede, som om folk reagerer mere på de nye numre, som om de står og venter på, at vi spiller dem. Et band skal jo altid spille de ældre numre, men lige nu virker det faktisk, som om det er de nye numre, der er de mest populære. Det er i hvert fald fedt at spille dem.
Diskant: Jeres musik indeholder både det hårde metal og det atmosfæriske, det skønne. Hvis du ikke tænker i musikkens rammer, hvordan vil du så beskrive skønheden?
JR: Det er svært at sige. Der findes mange forskellige typer skønhed. Naturen er jo smuk, og så findes der mere indvendig skønhed som venskab og kærlighed, som også er smukt. Men det er svært at sige, det er et svært spørgsmål at svare enkelt på.
Diskant: Hvis vi så kigger på melankolien, det brutale i jeres musik, hvad repræsenterer det for dig?
JR: Jeg synes, det hele tiden giver et personligt aftryk i musikken. Melankolien er mere privat, kan man sige, dét som findes inde i os. Det metalliske i musikken er det som kommer til udtryk, dét som vi gør, og som vi altid har gjort. Det er den musik, vi er vokset op med, og som er en del af os. Det er et udtryk, der passer til os, med blandingen af melankolien og det hårde.
Diskant: Hvis du skulle pege på inspirationskilder uden for musikken, hvad vil det så være?
JR: Litteraturen. Jeg læser rigtig mange bøger. Anders (Nyström, guitarist, red.), som også skriver en del af musikken, ser mange film. Og de to inspirationskilder er nok de mest udtalte, når vi taler uden for musikken.
Jeg læser alt muligt og så hurtigt som jeg overhovedet kan. Min favoritforfatter er Paul Auster. Han skriver meget mørkt og sværmende og ikke for direkte. Den stemning, han skaber i litteraturen, er den stemning, jeg forsøger at skabe i musikken. Jeg forsøger også at skrive tekster, som … ja, som kan fortolkes på forskellige måder.
Diskant: Hvor meget fylder naturen i dine kompositioner?
JR: Jeg er mere et menneske fra storbyen, mere urban, men de billeder, man får af store byer, med forfald, står hele tiden i kontrast til naturen, som indeholder alt det skønne, det smukke. Vi skaber nok et billede i vores musik, af byernes mørke, men hele tiden i kontrast til det smukke. Vi bor jo i byen, vi skriver ikke musikken ude i en skov, og så skriver man vel om de ting, man har omkring sig.
Diskant: Er byen en metafor for mennesket?
JR: Ja, det mener jeg bestemt. Det er jo menneskerne, der bor i byerne, der kommer til udtryk.
Diskant: Findes der håb for mennesket?
JR: Ja, det tror jeg. Jeg tror inderst inde, at der er håb for mennesket.
