Klassisk 60’er-rock fra københavner-kvintet
Man skal have hang til klassisk og nostalgisk 60’er-rock med et psykedelisk præg, hvis man skal finde sig til rette i selskab med Freddy and the Phantoms.
Jeg var – og er stadig – meget begejstret for bandets debutalbum, der for et par år siden viste en fornem kobling mellem det klassiske bagudskuende og det melodisk umiddelbare. På bandets nye album er det tekniske og produktionsmæssige niveau hævet betragteligt, men samtidig er umiddelbarheden knap så bemærkelsesværdig. Det betyder, at jeg af og til fornemmer, at den stort svingende rock’n’roll er en smule for tænkt, og Frederik Schnoors vokal bliver af og til lidt for croonende og teknisk funderet. Når sangene er simple, produktion holdt i kort snor, og når Schnoor for alvor lukker op for vokaludtrykket, så er Freddy and the Phantoms til gengæld ganske fremragende.
Åbnings- og titelnummeret er egentlig et godt eksempel i sig selv, hvor der åbnes med en dyb og lidt kluntet vokal, inden der for alvor skrues op for gaspedalen og vokalvolumen, så det syder af psykedelisk rock med rå guitarer og brusende orgler.
Ligesom på debutalbummet kan jeg allerbedst lide Freddy og de andre, når den akustiske guitar findes frem og følelserne og den simple melodi signalerer omtanke – som for eksempel på den flotte ”You’ve Gone Too Far”. Til gengæld er jeg ikke så tosset med ”One Of These Days”, der egentlig har potentialet til at være fremragende, men som i mine øjne ender med en lidt for karikatur-agtig skæring med sit let fjollede nostalgiske kor. Mens koret virker fjollet og karikatur-agtigt her, så er det tilgengæld aldeles funktionelt på den lækre ”Steamboat Junction”.
Freddy and the Phantoms viser på Shadows Across the Country, at der er et kæmpe potentiale i bandet, men jeg hører en tendens til, at det bliver en smule for tænkt, og en anelse for lidt impulsivt og umiddelbart. Den glidebane håber jeg stopper inden næste album, som jeg ikke desto mindre glæder mig rigtig meget til at høre.
