Soltørrede rosiner med både sødme, men også syre.
Lige børn leger bedst, er der et talesprog der siger, og det viser sig også, at de to unge brødre Emil og Jeppe Davidsen har samlet en flok ligesindet mennesker til at udvide deres udtryk som bandet Let Me Play Your Guitar. Det der førhen var en duo, er nu blevet til en kvartet, og det der før lød som en genfortolkning af The Rumour Said Fire klinger nu mere af Treefight For Sunlight. Det har udmundet sig i ep’en Shoebill Garden (dansk: Træskonæb Have), hvis fem numre er solskinsmættet indierock med en psykedelisk vibe.
Der er klart sket noget siden den selvbetitlede lp kom på gaden for lidt over et år siden. Her bestod mestendels af sangene af let rocket alternativ folk, hvor der på den nye ep er et tungere og mere instrumental fyldt lydbillede. Den store rumklang er væk og erstattet med en mere komprimerede klangside, hvor det tydeligt høres, at der er kommet to mere medlemmer ind i bandet.
Let Me Play Your Guitar viser os lyttere på Shoebill Garden, at de har rykket sig musikalsk, og at de tør noget mere. Fra en lige lovlig florlet og fersk debut, er de nu trådt ind på musikscenen med hovedet højt løftet. Ikke arrogant på nogen måde, men med selvtillid og tro på eget ståsted. Et nummer som ”Sun” på ep’en er et bevis på dette. Med en spilletid på otte et halvt minut og et melodisk soltørrede, ja næsten syret instrumental forløb, overrasker den positivt. Udsvævende vokal og pedal tunet guitar bidrager til den narkotisk drømmende stemning, som ”Sun” er garant for. Da nummeret oveni at være udfordrende, også ejer et fængende refræn, fuldendes billedet af et nyt Let Me Play Your Guitar.
”Desert Song” er indierock af bedste skuffe. Catchcy som bare pokker starter den med synth og taktfaste klavertangenter, inden trommerne sætter ind. Men pludselig skifter grundtemaet, da Tame Impala’ske guitarriff dukker op til overfladen. Omkvædet følger op på det psykedeliske med mere drømmefikseret guitar og tilbagelænede vokaludbrud, mens forsangerens varme stemme lægger sig i front. En stemme der faktisk har et genkendeligt udtryk, hvilket skærper ens ørers lytteevne.
De to numre ”Sleepy Sharks” og ”Moment” er lidt i hver grøft. ”Sleepy Sharks” er med sine fjerne vokalharmonier og rolige tempo, anderledes end noget andet bandet før har produceret, hvorimod ”Moment” lyder som noget de har begået før. Sangen starter ellers lovende med en hamrende melodisk guitarfigur, hvor melankolien er gået fra fast til flydende form, men den taber desværre i længden, fordi den ikke skiller sig ud af mængden af indierockbands.
Men alt i alt er denne nye ep fra Let Me Play Your Guitar spændende, fordi der bliver afsøgt uudforskede veje på en medrivende facon. Desværre taber den lidt terræn når den rammer ind i den stereotype opfattelse af indierock, hvor alt bare bliver en gentagelse af, hvad andre før har gjort. Man savner derfor lidt af selvtilliden, som man hører på ”Sun”.
