Sommers hidtil stærkeste soloalbum
Peter Sommer er aktuel med sit fjerde soloalbum, der viser en eftertænksom og stærk kunstner, der bruger sin nylige hårde skilsmisse som afsæt for en samling sange, der i langt højere grad emmer af selverkendelse end selvmedlidenhed, og det gør den helt store forskel på dette album, der kunne være blevet navlepillende og dystert, men som i stedet fremstår aldeles vedkommende, stærkt og involverende.
Jeg har altid haft det lidt specielt med Peter Sommer. Første gang jeg stiftede bekendtskab med ham var, da hans daværende gruppe Superjeg skulle spille support for Nikolaj Nørlund i Vega. Det har været relativt kort efter årtusindskiftet, og duoen havde lavet en demo-cd med skævt producerede sange, der viste et indlysende talent for fængende sange og tankevækkende dansksprogede tekster. Jeg havde i den forbindelse fornøjelsen af at interviewe Skanderborg-drengene, der på daværende tidspunkt mest af alt virkede lidt imponerede over at skulle på scenen før Nørlund – og i selveste hovedstaden.
Siden blev de små hemmelige dansksprogede sange hvermandseje, og efter to albums med Superjeg slog Peter Sommer igennem med sin solodebut På den anden side, og herfra var jeg blandt dem der frygtede, at det kommercielle gennembrud ville ændre på det helt unikke ved Sommer – koblingen mellem det charmerende, lette, direkte og umiddelbare – og det langt mere kryptiske, dybe, melankolske og eftertænksomme. Men fra gennembruddet har Sommer taget venstre vejbane på den ensrettede vej og bevæget sig væk fra den oplagte middelvej og konstant ført nye interessante dimensioner til sine udgivelser. Først på Destruktive vokaler og så på Til rotterne, til kragerne, til hundene – inden det i 2010 blev til udgivelsen med De Eneste To, hvor makkerskabet med Simon Kvamm har haft sin effekt på lyden af det nye Sommer-album.
For ud over tematikken omkring skilsmissen fra musikerkollegaen Lise Westzynthius, så er en af de mest bemærkelsesværdige forandringer ved dette nye album, at Stefan Kvamm har produceret, og det betyder både, at der eksperimenteres i elektroniske retninger, og at lyden er mere dyster og dunkel, hvilket løfter stemningerne i de enkelte sange til et fornemt niveau.
Den kommercielle Sommer-elsker vil garanteret savne hits, for de er vanskelige at udpege i første, anden, femte og ottende gennemlytning. Men mange af numrene sniger sig ind i bevidstheden som små erkendelser, der skal gøres, inden man som lytter føler sig fortrolig med dem, og det gør dette album ganske unikt for den kræsne og tålmodige lytter, der gerne giver sangene den tid, de gør krav på.
Albummet åbner med den fornemme og direkte ”Pænt Goddag, Pænt Farvel”, der hører til de lettest tilgængelige, mens førstesinglen “Hvorfor Løb Vi” er et modigt singlevalg, der imidlertid meget ærligt giver en forsmag på albummets karakter, og som bestemt også har en relativt nem tilgængelighed.
Titelnummeret ”Alt Forladt” er blandt mine klare favoritter såvel tekstmæssigt som kompositorisk og produktionsmæssigt, og så viser den, at Peter Sommer stadig har sin karakteristiske vokal intakt, der kan virke en smule kejtet og skæv, men som samtidig giver ham en enorm troværdighed og personlighed.
”Hvor Langt Skal Vi Ud” er også blandt favoritterne hos mig, men det er vanskeligt ikke at tage dette album til sig i sin helhed. Den sidste tredjedel bliver måske en tand for elektronisk og klinisk i sin lyd efter min smag, og det bliver min eneste anke, og jeg glæder mig til gengæld over at forlade albummet med den helt formidable ”Mod Nye Højder”, der hymneagtigt bringer dette forrygende album i land med fanen højt og en håndsrækning ind i fremtiden.
Peter Sommer har begået sit hidtil bedste album, der endnu engang positionerer ham som en kunstner, der har en fortrinlig evne til at kombinere det folkelige og tilgængelige med det dybt personlige og kunstnerisk interessante. Afsættet i skilsmissen med Westzynthius sker med selverkendelse frem for selvmedlidenhed, og det gør albummet stærkt, personligt og vedkommende.
