80’ernes 30 bedste albums: #23
Historien om My Bloody Valentine, er i høj grad historien om det skelsættende album Loveless. Det er en kendsgerning der er umulig at komme uden om, ganske simpelt fordi albummet er så perfekt og gennemført, at man fristes til at sige: ”Ingen over, ingen ved siden af.” Det gælder så vidt andre bands, der forsøger at efterligne bandets shoegaze-lyd, eller nogle af My Bloody Valentines andre udgivelser.
Med Loveless fandt bandet, anført af den kunstneriske leder Kevin Shields, ind til shoegazens prototype, hvilket har gjort det næsten umuligt for efterfølgende bands at opdatere Loveless-lyden, og vel også har været grunden til at det tog bandet 21 år at lave en opfølger de selv mente er Loveless værdig. Den just udgivede m b v.
Isn’t Anything, der trods alt er omdrejningspunktet for denne anmeldelse, vil altid være albummet der kom før det rigtigt gode, men har i den grad også sine egne kvaliteter, ikke mindst på grund af forskellene fra Loveless.
En ny start på Creation Records
Bandet blev dannet i 1983, ud fra resterne af Shields og trommeslager Colm Ó Cíosóigs gamle band The Complex. På bandets første mini-album This Is Your Bloody Valentine, præsenterede bandet en skarp og diskant surf-orienteret post-punk, der ligger meget langt fra den lyd der har gjort bandet legendarisk. Halvdelen af de musikere man kunne høre på This Is Your Bloody Valentine, blev da også kort tid efter skiftet ud til fordel for det nuværende line-up med bassist Debbie Googe og sanger og guitarist Bilinda Butcher.
Efter mange ligegyldige EP’er i midten af firserne, blev bandet i starten af 1988 opdaget af Alan McGee, der ejede pladeselskabet Creation Records, der allerede havde fået succes med The Jesus And Mary Chain, og de dengang små Primal Scream, og som senere ville få succes med Oasis, Ride, The Boo Radleys, The House of Love, Super Furry Animals, Slowdive og mange andre. Et halvt år senere udgav My Bloody Valentine den eminente EP You Made Me Realise, og tre måneder senere lå både albummet Isn’t Anything samt EP’en Feed Me with Your Kisses i pladeforretningerne.
Fra da My Bloody Valentine blev signet på Creation, fik Kevin Shields mulighed for at udnytte studiets muligheder, og på kun to uger indspillede bandet et album der virkede som en hed elskov mellem amerikanske Sonic Youth og skotske Cocteau Twins, med et slagkraft der fik The Jesus And Mary Chain til at virke som et poppet high school band.
Blid aggressivitet
Albummet er et utroligt blidt og smukt album, men med en eksplosiv og punket aggressivitet, der f.eks. præger den på en gang sensuelle, men også voldelige “Feed Me with Your Kisses”.
I modsætning til på Loveless, hvor Kevin Shields næsten spiller alle instrumenter selv, er numrene på Isn’t Anything indspillet live. Særligt Colm Ó Cíosóigs trommespil får lov til at eksploderer på numre som den skizofrene “Nothing Much to Lose”, der næsten er en let indie-rock sang i verset, men variere med et eksplosivt og larmende mellemspil. Et gennemgående stiltræk for pladen er at Colm Ó Cíosóig ikke kan kontrollere sine vilde trommefills, men det giver blot pladen en punket charme, der gik tabt med Kevin Shields perfektion under indspilningerne af Loveless, hvor Shields blev nød til at programmere alle trommerne, på nær i “Only Shallow”, i en computer, da Ó Cíosóig ikke var i stand til at spille på grund af en midlertidig lammelse i benene.
Det hele er dejligt støjende og kaotisk, men også drømmende på den helt særlige shoegaze-måde. Bilinda Butcher har sågar udtalt at hun, grundet tidspresset for at få gjort pladen færdig, var tvunget til at indsynge vokalerne klokken 7:30 om morgenen, efter kun to timers søvn.
Men i modsætning til Loveless, hvis poppede sødme mest af alt associere med gode drømme under en varm dyne, går mareridtet hånd i hånd med de søde drømme på Isn’t Anything, hvilket bliver glimrende eksemplificeret i førnævnte “Nothing Much to Lose”. Det er dog dystopien der har magten på albummet og på den uhyggelige “No More Sorry” optræder mareridtet så kræftfuldt som muligt, at det er umuligt at nyde tonerne.
Kvaliteten ligger i forskellen
Sammenhængen med især Sonic Youth er ganske i øjenfaldene på Isn’t Anything, hvorimod det kun er de støjende guitarer der forbinder de amerikanske støj-pionere med Loveless. Lyrikkens dystre syn på verdenen, underbygget af den støjende post-punk er egentlig passende ord på både Isn’t Anything, og Sonic Youths store albums fra 80’erne.
Isn’t Anything er dog en stiløvelse, inden svendestykket Loveless, men selvom Isn’t Anything altid vil stå i skyggen af lillebroderen, er det alligevel et album der har krævet sin opmærksomhed i historiebøgerne, og dette skyldes foruden glimrende numre, forskelligheden fra Loveless. Isn’t Anything, illustrerer med sine mange kontraster til Loveless sine egne kvaliteter, og er en væsentlig del af forståelsen af My Bloody Valentine.
