80’ernes 30 bedste albums: #17
The Cures betydning op gennem hele bandets aktive karriere kan ikke overvurderes – og især ikke for betydningen for firsernes gotiske mørkerock. Sjældent har et band aflejret så meget atmosfære, stil og klang på et helt dekade som de britiske drenge, der albumdebuterede allerede tilbage i 1979. Frem til i dag er det blevet til en stor mængde studie- og livealbums, compilations, ep’er, singler, bootlegs og DVD’er plus det løse, og for mange af udgivelserne vil man kunne påvise en substantiel tyngde og kvalitet, der har haft markant gennemslagskraft både i samtiden og for eftertiden.
I tilbageblik står bandets fjerde album Pornography som et af bandets vægtigste albums, som den dag i dag repræsenterer indbegrebet af mørkt og gotisk rock fra firserne. Men året forinden i 1981 udkom Faith, som på mange måder er et langt mere helstøbt og komplekst album, hvor teksterne kredser om en søgen efter eksistentiel betydning i en verden, hvor døden og livets forgængelighed står som initierende kræfter. Det hele holdt i et følelsesladet sprog og intonering, som ikke er set hverken før eller efter i bandets historie. Det efterfølgende Pornography var til sammenligning nærmest vulgært og vrængende i sit udtryk og med en udadvendt aggressivitet, der stod i skærende kontrast til Faith’s indadvendte og poetiske stemning. For at understøtte den mørke atmosfære, benyttede bandet også på Faith for første gang baryton-guitar og seksstrengede bas. Den langhalsede baryton gjorde det muligt at stemme instrumentet i dybere toner end på en almindelig guitar, og bassen gav tilsvarende ekstra muligheder for at spille nedstemt, der passede perfekt til det mareridtsdrømmende univers.
Skabelonen på Faith er også værd at bemærke – især i disse download-tider! Hver side består af fire numre, som alle er holdt i et fodslæbende, nedstemt og dystert mode, bortset fra anden skæring på hver side, henholdsvis ”Primary” og ”Doubt”, som er upbeatede og nærmest traditionelt rockende. Først bliver man med ”The Holy Hour” og ”The Funeral Party” ledt et sted hen i sjælen, hvor der er dybsindighed og kølig ro, hvorefter beatet får hele gravhvælvingen til at skælve for en stund, og så er man tilbage igen i favnen på ”Other Voices” og ”The Drowning Man”.
Afslutningen på albummet er næsten også et kapitel for sig, hvor titelnummeret ”Faith” repeterer sekvensen om, at når alt andet har mistet betydningen, er der kun troen tilbage. Men det er ikke en livgivende og bekræftende tro. Det er et personligt nødråb fra en martret sjæl, som desperat har brug for et fast holdepunkt i livet, hvor alt andet er ved at skride.
Personligt synes jeg, at Faith er det bedste album af The Cure, og det skyldes til dels at det ramte et sted i min sjæl på det tidspunkt, jeg første gang lagde vinylen på min pladespiller dengang i firserne, men også den omstændighed, at Robert Smith & Co i den grad på Faith var ved at finde ind til det udtryk, der har været bandets varemærke siden. Kommercielt er albummet ikke bandets største succes, men for firserne er Faith på mange måder indbegrebet af den molstemning, der florerede blandt tidens unge. Og som kunstværk er det uomgængeligt.
