Plads til et mesterværk
Med mesterværket The Joshua Tree fik irske U2 skabt et af firsernes vigtigste albums, samt genopfundet en seriøsitet og melankolsk følsomhed på hitlisterne. I 1987 var den alternative rock var stadig en smal genre, og mainstream-diskursen var domineret af den kommercielle pop-musik og oversminkede heavy-rock. Tidligere rock-helte som The Rolling Stone, Bob Dylan og David Bowie havde svært ved at finde sig til rette i 80’ernes nye digitaliserede lyd, og det var svært at få øje på de oplagte arvtagere. Med andre ord var der plads til et nyt stort rock-band, der med fodfæste i fortiden, kunne se på samtiden igennem nye briller, der så bort fra de allerede i talesatte temaer, og den plads udfyldte U2.
Fra punk til stadions. Fra Dublin til USA.
Inden The Joshua Tree havde U2, over fire albums, udviklet sig fra utilpassede punk-drenge fra Dublin, til globalt orienterede mænd der italesatte komplicerede politiske konflikter i Nordirland, eller en næsten glemt borgerrettighedskamp i USA. Som udgangspunkt forsøgte bandet at efterligne punk og post-punk idolerne, men langsomt fik U2 skabt en pæn punk, med numre som “Sunday Bloody Sunday” og “New Year’s Day”, der på trods af deres rå lyd, næppe ville dukke op på en Sex Pistols plade. Denne rå lyd klædte især bandet live, hvilket de heldige der overværede bandets koncert på Roskilde Festival 1982 nok vil nikke genkende til.
Med The Unforgettable Fire fra 1984, overraskede U2 alle, ved at alliere sig med produceren Brian Eno, der tidligere havde arbejdet sammen med blandt andre David Bowie og Talking Heads, spillet keyboard i art-rock gruppen Roxy Music, og udsendt ambiente albums under eget navn. Eno selv var også overrasket over henvendelsen fra det kantede rock-band, men det var netop det uventede som var U2s mål, og i samarbejde med canadieren Daniel Lanois, fik U2 og Eno skabt en lyd, der med hits som “Pride (In The Name Of Love)” og “Bad” sendte U2 i en musikalsk retning der ikke kun kunne begrænses til en enkelt plade.
Efterfølgeren blev The Joshua Tree, hvor Eno og Lanois, igen blev valgt som musikalske vejledere, men på trods af lighederne med forgængeren, markerede The Joshua Tree et markant andet blik på verdenen. De fire foregående albums, var lyden af fire irske drenge, der sidder i Dublin og reflekterer over deres eget liv, samt verdenen omkring dem, hvorimod de på The Joshua Tree, beretter fra verdenen som en nyhedskorrespondent.
Fascination og foragt for USA
Albummets centrale tema er fascinationen af fænomenet USA, og den amerikanske musik, der erstattede U2s meget europæiske lyd. Albummet er dog ikke kun en samling potentielle præsident-valgkamps slagsange, men omhandler også sider af USA, som set udefra virker dybt problematiske. Albummet skildre både USA i et euforisk fugleperspektiv, et gadeplansblik på USA’s muligheder, samt USA’s problemer. Alt sammen i en kombination der sender tanker mod lyriske forbilleder som Allen Ginsberg, der også optræder på outtaket “America”, fra jubilæums udgivelsen fra 2007.
Albummets første nummer, er den majestætiske klassiker “Where The Streets Have No Name”. Langsomt hører man luftige keyboard-toner fade frem, og med lidt fantasi kan man forestille sig man sidder i en flyvemaskine der er ved at lande i en amerikansk lufthavn. The Edges guitarspil fader langsomt ind, og sammen med bas og trommer sætter musikken, efter den lange indflyvning, et tempo der straks sender en ind i storbyen. I modsætning til det traditionelle sortsyn på storbyen, har melodien en stemning af lykke, der giver storbyen en positiv klang, samtidig med at Adam Claytons bas, med sine maskinegeværsagtige underdelinger, markerer byens tempo, og hurtige puls. Man forestiller sig at man kører rundt i en storby som Los Angeles eller New York, på en varm sommerdag, og føler en forelskelse til den eller de personer der er i ens selskab. Der bliver ryddet op i de tunge tanker, og sangens fortæller har mod på at gribe livet med fornyet energi. ”I want to tear down the walls that hold me inside” synger Bono i første vers.
Et universelt blik på verdenen
Derefter følger er den mere jordnære ’I Still Haven’t Found What I’m Looking For’, der foregriber den amerikanske fascination på en noget anden måde. Midlet er hvad Bono selv har betegnet som en gospel sang, der beskriver hvordan fortælleren har kæmpet sig igennem USA, i en søgen på hvad der i sidste ende kan tolkes til at være The American Dream. Tilmed er musikvideoen til nummeret, optaget på gaden i The American Dreams ultimative symbol: Las Vegas. Igen kan jeg ikke lade være med at sende en tanke mod beat-forfatterne, eller Hunter S. Thompsons ”Fear And Loathing In Las Vegas”.
Live-favoritten ’Bullet The Blue Sky’, er et kritisk blik på den amerikanske militær-politik, og på LP’ens side 2, dykker numre som ’Red Hill Mining Town’, ’In God’s Country’ og ’One Tree Hill’ længere ned i USA igennem Bonos lyrik. Dog er det en simplificering at stemple The Joshua Tree, som pladen der bare handler om USA. En sang som ’With Or Without You’ er en universel kærlighedssang, om at være elske en person, man ved man aldrig vil kunne fungerer sammen med. Ligeledes er albumlukkeren ’Mothers Of The Disappeared’ er skrevet ud fra Bonos møde med en gruppe mødre, hvis børn var forsvundet under krigen i El Salvador, men er en sang der kunne tage udgangspunkt i en hvilken som helst krig.
Skrevet til store locations
U2s indpakning af simple, men geniale melodier, i sange med et enormt pusterum, gjorde pladen særdeles velegnet, til de stadionkoncerter U2 siden da har reageret. Intimt er altid godt, men I U2s tilfælde er en sang som ’I Still Haven’t Found What I’m Looking For’ bedre på et gigant stadion. Selvom man eventuelt sidder på bagerste række, helt oppe under taget, stiger kvaliteten af de store hitsingler, som ’Where The Streets Have No Name’, ’With Or Without You’ eller førnævnte ’I Still Haven’t Found What I’m Looking For’, i takt med antallet af publikummer, og den type koncertoplevelser er mildt sagt en sjældenhed.
U2 har udtalt at de jammede numrene på The Joshua Tree frem, med tankerne på en bestemt location, som numrene skulle beskrive, hvilket lykkes utroligt godt på pladen. Det skaber et klokkeklart musikalsk koncept, der forbinder tekster, der tematisk ligger lidt i øst og vest. Den næsten viskende ’Running To Stand Still’ og den aggressive ’Bullet The Blue Sky’, ligger for eksempel i smuk forlængelse af hinanden.
Man får en følelse af at de elleve forskellige steder, der musikalsk beskrives over de elleve sange, ligger utroligt tæt på den ørken, hvor coverets billeder er taget. Selvom ’Running To Stand Still’ handler om en stofmisbruger i Dublin, og ’Bullet The Blue Sky’ tager udgangspunkt i en sydamerikansk militærkonflikt, er det to tematikker der åbenbart ligger tæt på hinanden i U2’s univers.
På en måde gør det The Joshua Tree til det perfekte album. Man kan elske pladen for de mesterlige sange, men også for pladen som helhed. Man kan tage pladen op efter nogle års pause, og forelske sig i numre på pladen, man ellers aldrig har brudt sig om. Man kan dykke ned i de forskellige lyde, og nyde de melodiske mesterværker, der kommer ud af The Edges guitar. Man kan nyde Larry Mullen Jr.’s åndende trommespil, eller de næsten uhørlige Eno-klange, der smukt får pladen til at lyde som et tidsbillede af 1987, på trods af at ingen andre lød som U2 på det tidspunkt.
U2 er ganske enkelt et band der har hele pakken, og det beviste de med The Joshua Tree.
