Iron & Wine’s Sam Beam har uden tvivl en af musikbranchens mest behagelige stemmer. På debuten The Creek Drank the Cradle (2002) var vokalen stort set kun var akkompagneret af Beams akustiske guitar, men siden er der sket en hel masse med Iron & Wine’s musik, der nu mere lyder som et band- end et soloprojekt. Det store skridt i det skift skete med udgivelsen af den overrumplende flotte The Shephard’s Dog (2007). Siden udgav Iron & Wine Kiss Each Other Clean (2011), der i store træk fortsatte stilen. Det samme kan siges om Ghost on Ghost, der altså på den front vil være en glædelig udgivelse for den del der holder af skiftet – men en skuffelse for dem, der havde håbet på en tilbagevenden til det lo-fi udtryk Iron & Wine havde i de tidlige år.
Sam Beam har i overført betydning gennem årene taget sin musik ud af soveværelset og ind i stuen. På Ghost on Ghost tager Beam skridtet videre på flere af numrene. Albummets (måske for) flot producerede anden skæring, ”The Desert Babbler”, ville faktisk gøre sig godt til et større selskab – enten som musik inden festen rigtigt begynder eller som underlægningsmusik til festens sidste time, hvor de vildeste udskejelser har fortaget sig og man igen slapper af. Den flotte ”Singers And The Endless Song” vil kunne spilles nogenlunde samtidig, om end tempoet er skruet en smule op på det nummer.
”Joy” er det eneste nummer på albummet, der vækker direkte gensynsglæde i forhold til de gamle album med Iron & Wine; sat ind i en Sam Beam anno 2013 kontekst forstås. Det er ikke guitaren, men pianoet der danner grobund for Beams glatte vokal, der i den grad er på hjemmebane her. Anderledes tempo er der på ”Grace For Saints And Ramblers”, der desværre mangler den gode melodi, som Beam ellers er så god til.
Der er meget godt at sige om Ghost on Ghost, men når det er sagt, så kommer jeg til at kede mig lidt denne gang. Bundniveauet er som sædvanlig højt, men der er for få toppe at nyde.