Åbenlyse talenter der snubler lidt på vejen
Omdrejningsaksen i Boho Dancer har til alle tider været Ida og hendes kraftfulde englevokal, der både kan ligge og slumre nede i det sensitive stemmeleje, men som også kan skråle naturens vildskab ud. Hun startede tilbage som 11-årig, og siden da har hun tilbragt meget tid på musikskoler og adskillige singer/songwriter-camps både indenlands, men også udenlands i USA. Nu har hun de sidste 4 år tilbragt tiden i Boho Dancer, og debut albummet Gemini emmer også af erfaring.
“Bohemian Child” kickstarter skiven med gentagende mandekor. Idas livlige og sørgmodige stemme tager herefter over sammen med en akustiske guitarakkorder. Omkvædet bliver peppet op med trommer og kor og har et fint melodisk afsæt. “Lose yourself / in the mountains where you lay down / crawl from stone to stone / and feel like a bohemian child” bliver der sunget i, og lyrikken er bestemt naturlig smuk med flotte billedskabende ord, og Ida giver ordene yderligere vægt med sin, i dette tilfælde, skrøbelige stemme. En god, men også en lige lovlig sikker og en smule kedelig start. De formår ikke at komme helt ind under huden på mig som lytter. Sangen efter “Bohemian Child” med navnet “Fictional Reasons” virker til gengæld meget mere vedkommende og rå. Her kommer Idas stemme helt op at ringe. Og sammen med det mere folkdynamiske lydbillede, får gåsehuden hårene på ens arme til at knejse i den smukke vemodige vind som blæser i numret: “The beating is the only thing I’ve got / I’ll cut it up all open / I blow and see it fly / the bitterness and the sweet goodbye”.
Boho Dancer har tidligere varmet op for Cody, og Cody’s forsanger Kasper Kaare medvirker på nummeret “Like Rain”, og man må sige, at Idas og Kaspers stemmer virkelig matcher hinanden godt, og de komplimenterer og fremhæver hinandens vokaler på fremragende vis. Denne gang er lydbilledet lidt mere nedtonede, og det passer egentlig godt til begge sangers meget melankolske røster. Selv i omkvædet befinder vi os nede i kulkælderen, og med harmonika og strygere tilføres der en ekstra dimension af sørgelighed og længsel.
Højdepunktet på albummet kommer i form af den mesterlige og inderlige “Slept On A Silver Platter”. Her kunne jeg igen genkende det “gamle” Boho Dancer der kunne skrælle huden af mig og blotlægge mine følelser. Fyrstelige melodier og en vokal der sparker røv klæder meget bedre trioen, i stedet for de alt for forsigtige numre, hvor det er som om, at de ikke tør røre lytteren af frygt for repressalier. Og især da Idas stemme næsten knækker over og bliver skinger, fungerer det faktisk bedst, fordi der kommer skår i skønheden. Skiftet mellem versenes stille trommer og akustiske guitaranslag og så omkvædets hurtigere guitarstrøg, virker overbevisende og overskudsagtigt. Da der så til sidst i sangen bliver skruet op for elguitaren og hi-hatten mens der arbejdes op mod et klimaks, smiler man af ren benovelse over Boho Dancers kunnen
Efter dette pragtnummer og glimrende eksempel på bandets talent for hjerteknugende musik, kommer man desværre ind i en kedelig periode, hvor der bliver disket op med nogle uinteressante sange. Fine men bare ikke rigtig vedkommende, og et tegn på at Boho Dancer med Gemini er blevet lidt for midtersøgende og behagelige. “Epicene” og “Martin” er to gode sange at fremhæve. De har gode melodier, men som smutsten rammer de kun lige overfladen af følelserne, og derved bliver de i min optik ligegyldige. Det er faktisk først til allersidst på endestationen “Waiting On A Summer (Never To Come)”, at trioen og Ida igen viser bohemelivstilen frem med tilbagelænet og sensitiv vokal der synger: “The fox makes his move / towards something bigger / something bigger than himself / bigger than me”. Omkvædet sidder lige i skabet, og xylofonens dryppende lyse toner pynter sammen med Idas vokal, der krænger alle hjertets undertrykte følelser ud på en rå og meget lidt lillepigeagtige facon. Uskyldigheden, der i længere perioder godt kan virke trættende og forcerede, er væk, og det priser jeg meget.
