Moden Amerika-inspireret pop-plade
Den danske sangerinde Louise Juul er klar med sit andet fuldlængde album. Austin er en udgivelse, der først og fremmest trækker på de traditionelle amerikanske pop-traditioner, og når Louise Juul selv nævner eksempelvis Jewel som inspiration, så er det ikke helt uforståeligt.
Siden debutalbummet fra 2007 har Louise Juul gennemlevet en række personlige op- og nedture, skilsmisse og en række andre ting, som har været med til at modne hende som både sangskriver og tekstforfatter. Det betyder også, at dette nye album fremstår ganske voksent og modent og således også henvender sig til et publikum af samme slags. Således er det ikke utænkeligt, at det atter kan blive til spilletid på voksenradioer som P4 – mens den yngre del af publikum nok vil finde albummet lidt for stillestående.
Jeg savner, at Louise Juul tør tage ligeså store musikalske mundfulde, som hun tydeligvis gør i det tekstmæssige og følelsesmæssige udtryk. Man er ikke i tvivl om, at her er tale om en stribe meget personlige og hudløst ærlige sange, og det måtte efter min smag gerne skinne endnu mere igennem i arrangementerne og albummets generelle temperament.
”I Want You To Know” har eksempelvis en fin nerve og intensitet, men den polerede lyd og insisterende slide-guitar gør det en tand mere lyserødt, end hvad det kan tåle. Og sådan har jeg en fornemmelse af, at arrangementerne kunne have løftet sangene til det niveau, de berettiger til, hvis der var lidt mere liv og skævhed fremfor millimeter-præcision.
Den eksotisk-klingende ”Rue de la Ferronerie” giver et skønt og afvekslende indtryk, mens den løse fornemmelse på den meget Jewel-klingende ”Don’t Poke Me Again” også står som et af albummets højdepunkter for mig.
Louise Juul viser et stort potentiale som både sangerinde og sangskriver på Austin, men efter min smag mangler der lidt større armbevægelser og mod i arrangementerne, for at albummet for alvor står frem i fra strømmen af andre pop-udgivelser.
