Meditativ Syre Til Slag På Bazaren
Når det amerikanske musikmagasin Pitchfork roser et band er der for det meste grund til at lytte efter. Og når bandet endda er dansk, skal man helt sikkert tjekke det ud, og se hvad det dog er for en lyd der har fundet frem til det store og velrenommerede magasin. Halasan Bazar brød lydmuren til anmelderstaben med nummeret “You & I” fra deres “første” rigtige album Space Junk, og de står nu stærkere i udlandet end i hjemlandet. Bandet består af folk fra Danmark, Norge, England og Australien, og om det er grunden til, at de appellerer til så fornemme medier som Pitchfork vides ikke, men jeg er af den mening, at gruppens musik i sig selv er nok til at favne globalt og ikke kun lokalt. Pudsigt at bandet så spiller syrerock, da man ikke regner denne genre for den allermest populære i en tid hvor R’N’B’en, hip hoppen og ikke mindst indie rocken har været de dominerende musikalske retninger der er blevet stukket ud. Men ikke desto mindre er Halasan Bazar (halasan = meditativ øvelse) re-opdaget af Pitchfork. En kort periode der tæller mange udgivelser (6 af slagsen) og signinger på det norske label OOaOO Records og det amerikanske indie selskab Moon Glyph, men lige meget hjalp det for bandets udbredelse, og derfor har den multietniske gruppe ulmet som gløder i et bål i undergrunden. At et band har kunnet nå alt det på bare 3 år, er en indikation på en arbejdsiver og bundløs kreativitet der bare venter på at blive udvundet. Det der så blev Halasan Bazar’s springbræt og katapultsæde ud af de støvede og mørke øvebunkere, blev offentliggørelsen af førstesinglen “Sometimes Happy Sometimes Sad” i marts i år der agerede forløber for førnævnte Space Junk. Her blev interessen fra andre respekterede medier så som SPIN Magazine, engelske Noisey/Vice Magazine og tyske Nordic By Nature vakt til live, og dermed var Space Junk til en længeventet udgivelse (der har indbragt dem en længere Europaturné).
Pladen lægger ud med den repeterende “How Did We Get Here I The First Place?” der åbner med klassisk psych orgel der giver minder om Emma Acs. Rytmen er dog langt mindre powerpoppet, end hvad Emma Acs udøver. Den strækker i højere grad sine morgentrætte arme ud. Dette skal ses som et plus og ikke som et minus, da den på fin vis indleder albummet og sætter rammerne op og bygger fundamentet. Et grundfundament der udvikles videre på, da den poppede “You And I” sætter i gang. Melodien udgøres primært af elguitar, glasklingende xylofon, og bløde runde basgange, og så selvfølgelig en vokal der lyder dejligt grynet, men som atypisk nok for syre/psychgenren står meget langt fremme i lydbilledet. Noget der bidrager til, at man ikke føler sig helt distanceret, men at man heldigvis også kan identificere sig med den indlevelsesfulde stemme.
Højdepunktet på Space Junk er uden tvivl den fremragende “Sometimes Happy Sometimes Sad”. Alt fungerer bare. Her er et genialt omkvæd, medrivende rytme, fængende melodi og så tilpas psych’et, at man føler sig draget ind i en ukendt verden af følelser og lyde. Men andre sange der helt klart også skal fremhæves, er den dejlige tømmerflådesejlende “Stay” der med akustisk guitar, perkussion og så det obligatoriske kor og en desperat vokal, tænder godt op under den “grønne” syregryde. Og The Beatles har heller ikke levet forgæves på den retropoppede “Wondering Why” der let og ubesværet sætter sig på tværs i sindet og fylder ørerne med lækker, men også skramlet lyd. En tilpas balance mellem lo-fi og professionalisme.
