Generationals: Heza

På Heza griber Generationals ganske åbenlyst træk fra vidt forskellige kunstnere, gerne med mindst et par årtier på bagen, og sætter dem sammen i numre, der gennem stram produktion og indie-stilisering bliver tildelt en nutidig relevans. Det kan fungere, men i syv ud af Hezas ti forsøg ender det i ligegyldigheder.

cover-Generationals-Heza-2013-300x300

Statistik: Syv ud af ti stiløvelser ender som ligegyldigheder

Med Heza har Generationals skabt et enerverende, tilbageskuende og genrelegende album, hvor de fleste af skæringerne i deres repetitive opbygning fremstår som stiløvelser frem for de spændende, tilbagelænede lydcollager af loopede trommer, guitarjangle, synths og solskinsvokaler, som bandet må have ønsket sig. Ved endt gennemlytning er lysten til at høre et album med The Shins, The Cure eller Paul Simon langt større end lysten til at genhøre Generationals’ leg med inspirationskilderne.

Det er et af den slags albums, der ganske åbenlyst griber træk fra vidt forskellige kunstnere, gerne med mindst et par årtier på bagen, og sætter dem sammen i numre, der gennem stram produktion og indie-stilisering bliver tildelt en nutidig relevans. Det kan fungere, men i syv ud af Heza’s ti forsøg ender det i ligegyldigheder.

Tre numre skiller sig dog positivt ud:

Bluesgroovet i ”I Never Know” er præget af en skurrende guitarlyd, der bryder positivt med resten af albummets stramme produktion. Groovet er stærkt, og den lyse vokal giver en interessant modvægt til den, for albummet, tunge bund. Mens ”Awake” byder på en sødmefyldt, veldrejet melodi med et omkvæd, der leder tankerne hen på Colleges’ fantastiske ”A Real Hero” fra filmen Drive.

Den tredje positive overraskelse, ”Kemal”, er mere i tråd med albummets dominerende kunstgreb. Men her er hooket stærkt og fængende nok til, at vi står over for et helt godt nummer, hvis det altså bliver hørt uden for pladens helhed, hvor det bliver tynget ned af de syv andre, dårligere udførte forsøg på det samme.

Det er det, der er problemet. Heza fremstår godt nok som et sammenhængende album, men kontinuiteten bliver givet af forglemmelige skæringer, der ikke lader lytteren tilbage med fornemmelsen af en personlig nødvendighed eller kunstnerisk appetit på noget nyt i bandets arbejde med musikken. Glimtvis er der gode hooks, riffs og melodistumper, men på trods af spillelængder, der sjældent når over de 4 minutter, siver syv ud af ti skæringer ud som fesentsøvnige bekendtskaber.

More from Martin Hans Skouenborg
Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Nøgne som nyfødte
Det eneste, der mangler for at løfte Nøgne som nyfødte helt op...
Read More
0 replies on “Generationals: Heza”